Nærvarmeprojekt nomineret til europæisk varmepumpe-pris
Landsbyen Hylke ved Skanderborg er sammen med det Insero-ejede varmeserviceselskab Best Green med i opløbet om at blive Årets Varmepumpe By.
Indtil nu har Hylke opnået en besparelse på over 140.000 kr. på varmeregningen samt en reduktion på omkring 100 tons CO2 sammenlignet med tidligere års forbrug.
Netop det projekt har man fået øje på hos European Heat Pump Association, der har nomineret projektet i Hylke til prisen ”Årets varmepumpe by”.
Det er det Insero-ejede varmeserviceselskab Best Green, der sammen med Skanderborg Kommune, har sat gang i projektet i Hylke.
- Vi er stolte af, at den europæiske varmepumpe association nu anerkender vores indsats i Hylke, hvor Skanderborg Kommune er et godt eksempel på, hvordan kommuner, med den rette borgerinvolvering, kan sætte gang i den grønne omstilling, fortæller direktør i Best Green, Simon Bak Kristensen.
Prisen som ”Årets varmepumpe by” uddeles på en årlig konference, som afholdes i Paris i næste uge. Der pågår netop nu en online afstemning, som er med til at afgøre vinderen af prisen.
De øvrige nominerede er Gilze i Holland og Seine-Saint Denis i Frankrig. Danmark er tidligere blevet anerkendt som prisvinder med Bornholm i 2011 og Viborg i 2014.