23948sdkhjf

Minister ryster kritik af løsning på omstridt elafgift af

Regeringen kalder det en bunden opgave at skrotte PSO-afgiften, men SF mener, at EU-nej forvrænges.
Der er søgt vidt og bredt efter andre løsninger, mener regeringen.

Men i sidste ende er det en bunden opgave, når EU-Kommissionen har sagt, at det er traktatstridigt at pålægge udenlandske selskaber at betale energiafgiften PSO, uden at de får del i den grønne omstilling i Danmark.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) er derfor helt uforstående over for kritik af regeringens løsning på problemet.

- Vi har en bunden opgave. Enten skal vi finde en løsning, hvor PSO kommer på finansloven, eller også skal vi åbne for, at udenlandske producenter af vedvarende energi får adgang til det danske støttesystem, siger han.

Der er dermed ikke mange mulige løsningsmodeller ifølge regeringen, som har lagt sig fast på at hæve bundskatten og beskære danskernes personfradrag fra 2017-2021.

Der er dog andre løsningsmodeller, og det er bestemt ikke en bunden opgave, lød det tidligere torsdag fra EU-parlamentariker Margrete Auken (SF).

Eksempelvis kunne man åbne for, at udenlandske selskaber fik del i støtten, hvilket ville betyde, at den ikke var traktatstridig. Men det afviser energiministeren blankt.

- Hvis vi valgte et system, hvor vi åbnede op, så ville vi sende en ekstraregning til de danske energiforbrugere frem til 2020 på 200 millioner kroner, siger han.

En anden løsningsmodel kunne være at følge det tyske eksempel og åbne for, at udenlandske selskaber kan få adgang til det danske marked for vedvarende energi.

Men det er en af de mindst attraktive løsninger ifølge ministeren.

- Det vil kræve, at vi åbner støttesystemer op og dermed giver adgang til udenlandske producenter af vedvarende energi til Danmark.

- Her vil vi være tvunget til en markedsåbning på syv procent frem mod 2020, siger ham.

Energiministeren frygter, at EU-systemet "sandsynligvis vil kræve en større og større åbning".

Regeringen indskrev i sit regeringsgrundlag et "skatte- og byrdestop", men spørgsmålet om PSO er undtaget.

Derfor er det ikke tale om brudte valgløfter, lyder argumentet, selv om regeringen vil hæve skatten på arbejde.

Forhandlingerne fortsætter, og regeringen "håber på så bred en aftale som muligt".

- Hvis partierne har andre alternativer, så kigger vi på det. Hvis de samtidig kan levere 90 mandater til det, siger han.

Kilde: /Ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078