23948sdkhjf

Dongs aktier kunne ikke hente toppris hos investorer

Energiselskabet Dongs værdi er efter aktierne i selskabet blev sendt i udbud lige under 100 mia. kr.
Dong Energys aktier har ikke nået den højeste mulige pris i det udbud, der nu er gennemført. Det skriver Dong Energy i en pressemeddelelse.

Aktierne lander på en endelig kurs på 235 kr. per aktie, hvilket værdisætter Dong til 98,2 mia. kr. Udbudsintervallet var på 220 til 255 kr. svarende til en maksimal pris på 106,5 mia. kr.

- Jeg er glad for den positive feedback, vi har fået fra investorer rundt om i verden, og den tillid, de har vist os ved at blive aktionærer i Dong Energy.

- Vi vil arbejde hårdt for at indfri deres forventninger i vores fortsatte indsats som førende inden for omstillingen til et mere bæredygtigt energisystem, skriver administrerende direktør Henrik Poulsen i meddelelsen.

Samlet er der solgt 17,4 procent af Dong Energy til nye investorer. Det efterlader den danske stat med 50,4 procent, investeringsbanken Goldman Sachs med 14,7 procent og energiselskabet SEAS-NVE med 9,6 procent.

Af de udbudte aktier har private investorer fået 10 procent, mens institutionelle har fået 90 procent.

Umiddelbart har Dong Energy fokuseret på at få mange private investorer. Det er sket ved, at bud på aktier op til små 50.000 kr. har fået alle de aktier, de gerne ville have.

- Mere end 36.000 nye investorer er blevet tildelt aktier i Dong Energy i forbindelse med udbuddet, skriver Dong.

- Det er et privilegium at byde velkommen til alle nye aktionærer, såvel de professionelle investorer som de mange danske privatinvestorer.

- Jeg betragter det som en tillidserklæring til ledelsen og de mange dygtige og dedikerede medarbejdere, som konstant arbejder for at gøre Dong Energy til et globalt førende selskab inden for vedvarende energi, skriver Dong Energys bestyrelsesformand, Thomas Thune Andersen, i meddelelsen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109