Stor fundament-ordre til Bladt
Stålvirksomheden skal levere jacketfundamenter til Beatrice Offshore-vindmølleparken.
Fabrikation af jacketfundamenterne finder sted på Bladt Industries’ produktionsfaciliteter på Lindø, og produktionen bygger dermed på erfaringen fra produktion af 82 jacketfundamenter til andre havmølleparker.
Bladt Industries skal levere 30 firbenede jacketfundamenter til vindmølleparken. Fundamenterne får en højde på op til 71 meter og en vægt på op til cirka 830 tons - dette gør dem betydeligt større end tidligere serieproducerede jacketstrukturer fabrikeret på Lindø. De får et fodaftryk på 24x24 meter og skal installeres i vanddybder på op til 47 meter.
- Denne nye kontrakt er meget vigtigt for os for at sikre serieproduktionen af jacketfundamenter i Lindø Industripark. Fabrikation af jacketstrukturerne vil bygge på vores stærke resultater fra tidligere projekter. Vi afslutter i løbet af sommeren 41 jacket fundamenter til det tyske projekt Wikinger, og timingen af dette nye projekt er derfor rigtig god. Vi er meget tilfredse med ordren, og vi ser det som en mulighed for at fortsætte vores rejse mod en optimal serieproduktion af jackets, og gøre dem til et bæredygtigt fundament til fremtidige offshore vindmølleparker, siger Jan Kjærsgaard, CEO, Bladt Industries.
Fabrikation af Beatriceprojektet begynder i tredje kvartal 2016, og det forventes, at de første jacketfundamenter leveres i tredje kvartal 2017.
Beatrice Offshore-vindmølleparken kommer til at bestå af 84 vindmøller med en samlet kapacitet på 588 MW. Vindmølleparken bliver placeret 13,5 kilometer fra kysten i den skotske del af Nordsøen.