23948sdkhjf

Ny CEO for Mærsk

Søren Skou er udnævnt til ny CEO for Mærsk-gruppen.
Søren Skou er i dag udnævnt som ny administrerende direktør for A.P. Møller - Mærsk. Han erstatter Nils Smedegaard Andersen, som forlader Mærsk-gruppen.

Ændringerne sker med effekt fra 1. juli 2016.

Søren Skou blev ansat i A.P. Møller - Mærsk i 1983 og har været medlem af direktionen i A.P. Møller - Mærsk siden 2006. I 2012 blev han udnævnt til administrerende direktør for Maersk Line. Søren Skou forbliver i denne stilling samtidig med sin stilling som CEO for Mærsk Gruppen.

- Søren har stor forretningsforståelse og indgående kendskab til gruppens forskellige forretningsområder, og har med succes omstruktureret de virksomheder, han har ledet. Bestyrelsen kender Søren som en respekteret og vidende leder med evnen til hurtigt at tilpasse til ændringer i markedet i tæt samarbejde med bestyrelsen, direktionen og medarbejderne, siger Michael Pram Rasmussen.

Bestyrelsen har givet den nye ledelse opgaven at undersøge strategiske og strukturelle muligheder for at styrke omstillingshastigheden og synergier yderligere. Bestyrelsen vil kommunikere om fremdriften i arbejdet inden udgangen af tredje kvartal 2016.

En tak til Niels Smedegaard Andersen
Ved samme lejlighed anerkendes Nils Smedegaard Andersens bidrag til A.P. Møller - Mærsk, hvor han har været siden 2005, først som medlem af bestyrelsen og efterfølgende som administrerende direktør fra december 2007.

- På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne takke Nils Smedegaard Andersen for de betydelige resultater, han har frontet i forhold til gruppens internationale vækst, og styrkelsen af kundefokus og konkurrenceevnen i forretningsenhederne, samt forenklingen af governance og den øgede gennemsigtighed og kommunikation med vores interessenter, siger Michael Pram Rasmussen.

- Jeg er stolt af de resultater, vi som hold har opnået i Mærsk-gruppen gennem min ledelsesperiode, og efter otte år som CEO for gruppen og 15 år som CEO sammenlagt mener jeg, at det er det rigtige tidspunkt for både mig og A.P. Møller - Mærsk at lave en ændring. Søren har alle de kvaliteter, der kræves for at tage gruppen gennem det næste strategiske skridt, og jeg ønsker ham og hele ledelsesholdet held og lykke, siger Nils S. Andersen ifølge Maersk.com og tilføjer:

- Jeg har været meget glad og stolt over at arbejde for A.P. Møller - Mærsk, og det har især været et privilegium og en daglig glæde at arbejde med så mange meget kompetente kolleger over hele verden. På det personlige plan er jeg nået til et punkt i mit liv, hvor jeg ser frem til at have lidt mere tid med min familie efter mange års konstant arbejde, og jeg ser frem til at træde ind i en ny fase af mit liv.

CV - Søren Skou
Søren Skou kom til Mærsk i 1983 og havde i 15 år en række forskellige lederstillinger i Maersk Line i København, New York og Beijing.

Søren Skou var CEO for Maersk Tankers i perioden 2001 til 2011.

Ud over mangeårig erfaring som bestyrelsesmedlem og -formand i Mærsk-ejede selskaber, har Søren Skou tidligere siddet i to fondsbørsnoterede selskabers bestyrelser.

Søren Skou er uddannet i business administration fra Copenhagen Business School og har taget en MBA med udmærkelse fra IMD i Schweiz. Han er 51 år, gift med Lene Skou og de har tre børn.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094