23948sdkhjf

Envidan overtager norsk selskab

Kikkerten er rettet mod de norske kommuner og forsyningsselskaber.
Den 1. juli overtog Envidan A/S den norske virksomhed Momentum Selvkost AS, der har ca. 250 norske kommuner og 30 forsyningsselskaber på kundelisten.

Envidan blev i efteråret 2015 købt af den ATP-ejede kapitalfond Via Venture Partners, og siden overtagelsen har virksomheden lanceret en strategi, der skal positionere Envidan som en markant spiller på det skandinaviske marked for rådgivning og løsninger inden for vand-, spildevands- og energiområdet. Med opkøbet af Momentum Selvkost er første skridt på vejen til en realisering af den strategi taget.

Jakob Rybak-Andersen, der er partner i Via og bestyrelsesformand for Envidan A/S, er meget begejstret for opkøbet:

- Da vi investerede i Envidan, var det fordi, vi var sikre på, at virksomheden har et potentiale, der rækker ud over landets grænser. De løsninger, som i dag leveres til de danske forsyninger, kommuner og industrier er der stor efterspørgsel på andre steder, og vi føler os overbeviste om, at kombinationen af Envidans løsninger og Momentums kundenetværk, vil give os et rigtig godt afsæt på det norske marked, udtaler Jakob Rybak-Andersen.

Selvkostprincippet
Momentum Selvkost tilbyder de norske kommuner bistand til beregning af gebyrer med hovedfokus på opgørelse af takster baseret på ”selvkostprincippet”. Beregningen sikrer, at kommunernes gebyr baseres på de faktiske udgifter, og virksomheden har udviklet en model til formålet, som har medført, at de på kort tid har fået mere end 50% af de norske kommuner på kundelisten. Direktør for Momentum Selvkost Espen Starheim ser store perspektiver i, at virksomheden fremover bliver en del af Envidan.

- Vi har længe haft et ønske om at supplere vores økonomiske rådgivning med ingeniørydelser, og mærker en stor efterspørgsel fra vores kunder på netop disse ydelser, siger direktøren, der ligeledes er begejstret for Envidans It-portal ”Enviportalen”:

- Enviportalen er en fantastisk platform og super velegnet til det norske marked, hvor efterspørgslen på It-løsninger inden for vand- og spildevandsområdet er meget stor.

Espen Starheim fortsætter som direktør for virksomheden, der efter opkøbet omdøbes til Envidan Momentum AS.

Den rigtige platform
Tilbage i Envidan har administrerende direktør Morten Fjerbæk også svært ved at få armene ned:

- Vi har i flere år haft et godt øje til det norske marked, hvor vi føler os overbeviste om, at vi med vores løsninger baseret på høj faglighed og it-understøtning har en stor berettigelse. Med købet af Momentum har vi fundet den helt rigtige platform, der ud over adgang til et spændende marked også styrker os rent teknisk, idet Momentums medarbejdere er højt specialiserede økonomer, som kan understøtte rådgivningen af vores eksisterende kunder i Danmark og Sverige, siger direktøren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078