Siemens’ testbænk kører på højtryk
Hinnerup-virksomheden R&D har nu afleveret endnu en testbænk til en vindmølle-kunde.
- Også i denne del af processen har det stor betydning, at vi hurtigt kan samle de relevante kompetencer internt hos R&D, siger Kenth Skipper-Mortensen.
- I forhold til denne opgave er vores kompetencer inden for hydraulik, mekanik og software vigtige elementer. Den færdige testbænk har blandt andet et hydraulikanlæg på 90 KW og et specialudviklet kontrolsystem, hvilket vi har arbejdet med at specificere og udvikle allerede fra starten af projektet, fortsætter han.
Ny placering af testbænk
Testbænken skulle oprindeligt have været placeret hos Siemens i Brande, men forskellige omstændigheder gjorde, at den i stedet skulle bygges i Lindø Industripark. R&D tog i den forbindelse ansvaret for at finde en mulig placering, indhentede byggetilladelse, tilslutning til el & netværk og var ansvarlig for hele opførelsen.
- Det var ikke umiddelbart en del af vores opgave at stå for hele anlægsdelen. Men da behovet pludseligt opstod, og der hurtigt skulle findes en løsning, tilbød vi at tage hånd om det. Alt er gennemført inden for den oprindelige tidsplan, siger Kenth Skipper-Mortensen.
Otte ugers montage
Efter teamet fra R&D gennem en længere periode havde arbejdet intensivt med design og konstruktion af testbænken, som skal teste nye dele til Siemens’ vindmøller, stod tre kolleger klar til at tage ansvaret for hele montagen og installationen.
- Vi arbejdede i godt otte uger med montage og installation, og havde i den forbindelse lejet en hal på Lindø, hvor vi kunne klare montagen af de enkelte dele, som efterfølgende skulle installeres på testbænken, siger servicechef Jacob Olsen fra R&D.
- Stålstativet, som skal bære testbænken, er 18 meter langt, seks meter bredt og 12 meter højt. Den færdige testbænk vejer omkring 50 tons, fortsætter han.
Fuld gang i tests
I dag kører testene af det nye udstyr på testbænken. To maskiningeniører fra R&D er i samarbejde med Siemens ansvarlige for at gennemføre de daglige tests, og R&D udfører også vedligeholdelsen af testbænken.
- Projektet har netop bekræftet vores styrke på systemleverancer, siger Kenth Skipper-Mortensen.
- Vi har haft ansvaret hele vejen gennem projektet, anvendt mange af vores interne kompetencer, og vi har leveret en færdig løsning til kunden, slutter han.
Hos Siemens er de tilfredse med samarbejdet med R&D.
- Vi har haft et rigtig godt samarbejde med R&D gennem hele forløbet, siger projektleder Ralf-Henning Stolte fra Siemens.
- De har udvist stor fleksibilitet og taget hånd om de udfordringer, som er dukket op undervejs. Nu ser vi frem til at gennemføre de planlagte tests i samarbejde med R&D. Når vi står med resultaterne, foretager vi den endelige evaluering af projektet, siger han.