Foulum dobler op på biogassen
Udvidelsen af forsøgs-anlægget omfatter tre nye anlæg samt et 3000 kubikmeterstort gaslager.
Det skriver Viborg Folkeblad.
Efter udvidelsen vil forsøgs-biogasanlægget være mere end dobbelt så stort som nu. Kapaciteten øges fra 32.000 tons biomasse om året til 85.000 tons, hvilket betyder, at mængden af produceret biogas ender på 5 mio. kubikmeter.
Udvidelsen omfatter tre nye anlæg samt byggeriet af nye efterlagringstanke.
Det ene anlæg består af en 1500 kvadratmeter stor procesbygning samt fem reaktorer. Her skal produceres substrat til svampeproduktion.
Det andet anlæg består af en 1500 kvadratmeter stor procesbygning og en ny 1200 kubikmeter stor reaktor. Her skal raffineres biomasse, så halm og andre biomasser kan blive til ætanol og biogas.
Det sidste anlæg er en udvidelse af forskningscenterets forskningsplatform, så der kan anvendes brændselsceller til forøgelsen af metanindholdet i biogassen. Ved dette anlæg opføres en 425 kvadratmeter stor forsøgsbygning samt et 3000 kubikmeter stort gaslager.
De tre nye efterlagringsanlæg bliver på 6000 kubikmeter samt to fortanke på hver 600 kubikmeter.
Originalartikel