23948sdkhjf

Dong taber Elsam-sag om for høje elpriser

Energiselskabet Elsam, der er fusioneret ind i Dong Energy, brød konkurrencelovene og satte priser for højt.
Energiselskabet Elsam misbrugte sin dominerende markedsposition til at opkræve for høje elpriser i 2005 og 2006.

Det har Sø- og Handelsretten afgjort tirsdag, hvor der er afsagt dom i den otte år lange sag.

Konkurrencerådet og Konkurrencenævnet er tidligere nået frem til samme konklusion, men Dong Energy - som Elsam blev en del af ved en fusion - sendte i 2008 sagen til Sø- og Handelsretten for at få prøvet den ved retten.

Når det har taget så lang tid at behandle sagen, skyldes det først og fremmest uenighed om, hvordan man skal opgøre kundernes tab.

Dong har i henhold til en tidligere opgørelse fra Konkurrencestyrelsen hensat 298 millioner kroner plus procesrenter til dækning af eventuel erstatning.

Men 1106 virksomheder og kommuner mener tilsammen at have 4,4 milliarder kroner til gode plus renter.

Og de har altså fået nyt håb om at få erstatning efter dagens dom. Dong kan dog vælge at anke afgørelsen til Højesteret, og så vil der gå yderligere nogle år, før der eventuelt kan tages hul på erstatningssagen.

Hvis Dong ender med at måtte til lommerne med et større beløb, end man har hensat, er det dårligt nyt for de investorer, der valgte at købe aktier i selskabet i forbindelse med børsnoteringen tidligere på året.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.136