Energinet.dk i dialog om husstandsmøller
Energinet.dk har tidligere haft ansvaret for positivlisterne, men har netop overdraget dette til Dansk Energi. Ikke desto mindre er det Energinet.dk, der er ansvarlig for de tekniske forskrifter, der skal overholdes for, at en husstandsmølle kan blive tilsluttet elnettet.
Hos Energinet.dk er man midlertid ærlig over den betydning, positivlisten har fået hos de danske forbrugere.
- Det er helt utroligt ærgerligt, at de danske forbrugere ser positivlisterne som en blåstempling af husstandsmøllerne. Man kan jo stadig sætte sit anlæg op, selvom man ikke er på listen. Forudsat at anlægget overholder de teknisk forskrifter. Det kan kræve mere administrativt arbejde og at møllen installeres med det rette udstyr, forklarer Anders Pallesen Jensen fra divisionen Systemoptimering hos Energinet.dk.
Positivlisten er sat i verden for at lette administrationen ved nettilslutning – både for anlægsejeren og netselskabet - og optagelse på positivlisten er ikke en formel godkendelse af et anlæg eller en anlægskomponent.
Ikke desto mindre har husstandsmølle-producenterne i Danmark allerede mærket en effekt af ikke at være på listen.
- Det har allerede kostet os omsætning, fortæller Morten V. Pedersen, formand for Brancheforeningen for Husstandsvindmøller.
Han er dog fortrøstningsfuld efter et møde med Energinet.dk, hvor parterne har forsøgt at nå hinanden.
- Vi har lovet at kommunikere, hvilken juridisk status, der er for de anlæg, der ikke er på positivlisten. Det arbejder vi på nu. Men jeg er ked af, hvis det allerede har kostet omsætning for husstandsmølleproducenterne, slutter Anders Pallesen Jensen.
Artiklen er en del af temaet Husstandsmøller.