Dansk know-how bag Indonesiens største vindfarm
Energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Chr. Lilleholt, Indonesiens minister for statsejede virksomheder, Rini Soemarno, samt Vestas’ administrerende direktør og ledelsen fra investorgruppen deltog tidligere i dag i en underskriftsceremoni.
Største vindfarm
Med dagens aftale etableres den hidtil største vindfarm i Indonesien. Aftalen indebærer samtidig en betinget ordre til Vestas Wind Systems om levering af vindmøller på samlet 60 MW.
Vindfarmen, der bliver bygget på den sydlige del af øen Sulawesi, er samtidig det første større grønne energiprojekt i en nation med 255 mio. mennesker. Det er forventningen, at projektet vil bane vej for flere investeringer indenfor vedvarende energi i Indonesien, som står overfor en massiv udbygning af energiområdet i de kommende år kombineret med ambitiøse mål for andelen af grøn energi.
- Det er en vigtig dag for både Indonesien og Danmark. Der har været arbejdet benhårdt på den her aftale, der er en milepæl i Indonesiens grønne omstilling. Aftalen i dag viser værdien af både vores myndighedssamarbejde, udviklingspolitiske værktøjer og indsatsen med at promovere danske samfundsløsninger. Det er en aftale, der er god for Indonesien, men som også kan være med til at skabe danske arbejdspladser og øge eksporten til et vækstende indonesisk marked med et enormt potentiale, siger udenrigsminister Kristian Jensen .
Udløber af COP21
Indonesien er verdens femtestørste udleder af drivhusgasser. Ved COP21 i Paris i december 2015 stadfæstede Indonesien sin målsætning om 29 procent udledningsreduktion frem mod 2030. Indonesien har desuden sat sig som mål at opnå 23 procent vedvarende energi i 2025 (pt. udgør vedvarende energi omkring 5-6 procent), og landet står overfor massive investeringer på energiområdet i de kommende år (forøgelse med 35.000 MW inden 2020).
- Jeg glæder mig personligt meget over dagens underskriftsceremoni. Det er under et år siden, at jeg i Jakarta under statsbesøget sammen med danske virksomheder var med til at sætte fokus på grønne løsninger. Med dagens aftale og den betingede ordre til Vestas har vi cementeret vores internationale position inden for vedvarende energiløsninger. Samtidig skal vi alle sammen glæde os over, at Indonesien – der er verdens femtestørste udleder af drivhusgasser – tager et vigtigt skridt mod et mere klimavenligt energisystem. Der er en konkret opfølgning på de reduktionsforpligtelser, som den indonesiske præsident fremlagde under COP21 i Paris sidste år, siger Energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Chr. Lilleholt.