23948sdkhjf

Danmark runder 1 million kvadratmeter solfangere

Solen luner godt i den danske fjernvarme, hvor der nu er 1.000.000 kvadratmeter opstillede solfangere, men der hviler en skygge over investeringslysten.
De danske fjernvarmeselskaber har de seneste år investeret kraftigt i solvarmeanlæg. Den seneste opgørelse viser, at Danmark nu har rundet 1 million kvadratmeter opstillede solfangere.

Og der er flere på vej.

Inden årsskiftet er det meningen, at verdens største solvarmeanlæg på 156.000 kvadratmeter skal stå klart i Silkeborg.

Det er derfor helt naturligt, at der i disse dage afholdes en international konference om solvarme i Billund og Legoland med over 200 deltagere fra hele Europa.

- Så de kan få inspiration til, hvordan vi udnytter solvarmen her i Danmark, siger vicedirektør Kim Behnke fra Dansk Fjernvarme, der selv deltager på konferencen. Han mener, Danmarks placering som førende solvarmeland skyldes samarbejdet herhjemme:

- Den danske fjernvarme er den mest innovative fjernvarmesektor i verden, blandt andet fordi vi har en åben udveksling af erfaringer og samarbejde mellem selskaberne, siger Kim Behnke.

Energispareordning skygger
De mange kvadratmeter solfangere er fordelt på 85 anlæg rundt om i Danmark. Samlet kan de levere fjernvarme nok til 25.000 husstande hele året. Det svarer til hele Fredericia Kommune.

Netop årsskiftet betyder i øvrigt en stor del for udbygningen af solvarme i Danmark. Fra den 1. januar 2017 tæller solvarmeanlæg ikke længere med som energibesparelser for fjernvarmeselskaberne. Med mindre det kommer med i en ny energispareaftale, som skulle være landet 1. januar 2016.

Usikkerheden om energispareordningen afholder derfor en del af de resterende fjernvarmeselskaber, der endnu ikke har solvarme, til at investere i nye anlæg.

I en rundspørge fra tænketanken Grøn Energi svarer blot ni procent af de deltagende decentrale kraftvarmeværker, at de overvejer at investere i solvarme frem mod 2020.

Da samme rundspørge blev foretaget i 2013 var svaret, at 34 procent tænkte på at investere i solvarme. I realiteten endte hele 40 procent med at få solfangere.

- Vi ved, at mange af fjernvarmeselskaberne har presset på for at få bygget solvarme i tide, så de kunne udnytte energibesparelsen fra solvarmeanlægget. Det efterlader nu et hul i investeringslysten på området, fordi der er så stor usikkerhed omkring en ny energispareaftale, fortæller Dansk Fjernvarmes vicedirektør Kim Behnke.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111