SE sælger fra og tuner ind
Med frasalget af CTS-forretningen styrer SE mod en mere enkel og fokuseret erhvervsforretning.
Medarbejderne i SEs CTS-forretning er i dag blevet orienteret om aftalen, som indebærer at Olesen & Jensen overtager SEs CTS-forretning, der har til huse på fire lokationer i henholdsvis i Esbjerg, Kolding, Århus og Ringsted, pr. 1. november 2016.
Skærper fokus
SE har et ønske om at skabe en mere enkel og fokuseret erhvervs-forretning. I den forbindelse, har ledelsen vurderet, at SE-koncernen på længere sigt ikke er den rette ejer af CTS-forretningen.
- Vi har været glade for at have CTS-forretningen, som en del af vores produktsortiment i løbet af de seneste 5 år. Vi glæder os over, at det herigennem er lykkedes os, at skabe bedre indeklima for rigtig mange kunder i hele landet, og at det i den forbindelse ofte også lykkedes os at reducere deres samlede energiforbrug, lyder det fra Jan Bach Jensen, erhvervs-direktør i SE Energi & Klima.
Styrker sig
Med købet af SE’s CTS-forretning ønsker Olesen & Jensen at sikre en stærkere position inden for bygnings-automatik, idet styring og optimering af klima og energi i både bestående byggerier og fremtidens byggerier bliver af afgørende betydning for at leve op til samfundets øgede krav om optimal drift og komfort.
- CTS-forretningen vil komme til at supplere vores nuværende aktiviteter på glimrende vis, og samtidig gøre det muligt for os at videreudvikle på et område i vækst. O&J CTS bliver et selvstændigt aktieselskab for at sikre optimal fokus på det spændende forretningsområde. Det skylder vi både kunder og medarbejdere, udtaler Claus Boel, direktør i Olesen & Jensen A/S.