23948sdkhjf

Cowi og ABB laver fjernvarme i Shangri-La

Udviklingsmidler fra Danida har muliggjort projektet, der er baseret på vandkraft og varmepumper
En analyse fra juni 2016, udarbejdet af Cowi for DI Energi og fjernvarmeindustrien, viser, at der er et vækstpotentiale i eksporten af fjernvarme og fjernkøling på 6,5% p.a. frem til 2025 samt 2.400 nye jobs i eksportvirksomhederne.

Danmark har et stort forspring inden for fjernvarmeteknologi. Men skal den position opretholdes er det alfa omega, at der fortsat investeres i udviklingsprojekter, der giver de erfaringer og referencer, der skal til for at få adgang til eksportmarkederne.

- Den innovation behøver ikke kun at foregå i Danmark, den kan også ske på projekter ude i verden, hvor de samtidig kan være med til at løfte de lokale økonomier og de globale klimaudfordringer, mener COWI og ABB.

De to virksomheder peger på den store værdi, der er at hente i at øremærke flere udviklingsmidler til grønne projekter.

Fjernvarme i Shangri-La
En del udviklingsmidler anvendes dog allerede til grønne projekter. Et godt eksempel på et grønt udviklingsprojekt, der både har skabt økonomisk og miljømæssig værdi lokalt og globalt, er det Danida-støttede fjernevarmeprojekt i byen Shangri-La i Kina, som ligger på grænsen til Tibet.

Projektet i Shangri-La er finansieret ved hjælp af et såkaldt DBF-lån (Danida Business Finance) på 20 millioner Euro. Et DBF-lån ydes til udviklingsprojekter, som understøtter bæredygtig vækst lokalt og samtidig inddrager danske spidskompetencer.

Virksomheden ABB har leveret teknologien til projektet i Shangri-La.

- Fjernvarmesystemet, som vi har udviklet i Shangri-La, sætter helt nye standarder for energieffektiv og emissionsfri varmeproduktion. Det løser både nogle alvorlige luftforureningsproblemer i Shangri-La og er samtidig en ny og langt mere energieffektiv teknologi, som vi nu kan tage med hjem og implementere i Danmark og eksportere til andre markeder, siger Claus Madsen, adm. direktør i ABB.

Shangri-Las 50.000 beboere får i dag fortrinsvis deres varme fra kakkelovne. Når fjernvarmesystemet står færdigt næste sommer, vil det reducere udledning af kuldioxid i Shangri-La med 105.000 tons årligt. Samtidig vil skiftet fra brugen af brændeovne til et fjernvarmesystem medføre en reduktion i kulforbruget i Shangri-La på ca. 17.000 tons kul om året.

Vandkraft & varmepumper
Fjernvarmen i Shangri-La er baseret på vandkraft og varmepumper og er dermed 100 procent emissionsfri.

- Hvis danske virksomheder skal udnytte det enorme eksportpotentiale, der ligger indenfor fjernvarme- og fjernkølingsindustrien og bidrage til, at opfylde de globale klimamål, så er det helt afgørende, at vi fremmer 'næste' generations fjernvarmesystemer ved at integrere vedvarende energikilder som el fra vind, vand og solenergi. Det er netop sådan en løsning, som Danida-støtten har gjort det muligt at udvikle i Shangri-La i Kina, hvor fjernvarmen er baseret på vandkraft og varmepumper, som øger energiproduktionen med 200-300%, siger Brian Seeberg Larsen, Senior Vice Præsident i COWIs division for Energi og Industri.

Shangri-La er den første by i området, der får fjernvarme, og varmepumperne, som øger energi-produktionen med 200 - 300 pct., er aldrig før afprøvet i Kina. Andre byer, som ikke har adgang til vandkraft, vil kunne benytte samme system, da det også kan køre på de vedvarende energikilder, som man i forvejen har adgang til i området.

Gentager gerne successen
Kina kan ikke længere modtage støtte under Danida Business Finance, men udenrigsministeriet håber at kunne gentage de gode erfaringer fra Kina i andre udviklingslande.

- Fjernvarmeprojektet i Shangri-La er et rigtigt godt udviklingsprojekt, der illustrerer hvordan danske virksomheder kan gøre forretning og samtidig medvirke til at skabe udvikling i tråd med FN’s verdensmål. Projektet afhjælper alvorlige forurenings- og klimaudfordringer lokalt, samtidig med at det demonstrerer moderne danske løsninger. Virksomheder som Cowi og ABB er rigtigt gode til at udvikle energieffektive fjernvarmeløsninger og implementere dem inden for de givne lokale rammer, siger Tina Kollerup Hansen, chefkonsulent fra udenrigsministeriet.

I Shangri-La har by-styret planer om at udvide fjernvarmesystemet til hele byen. Et projekt, som byen selv finansierer.

Partnere på fjernvarmeprojektet i Shangri-La
Danida, der støtter projektet med ca. 7 mio.euro, der bl.a. dækker renter på 10-årigt lån fra Nordea.

Nordea (långiver), Cowi (Rammeaftale om udvidet monitorering), ABB (Levering af fjernvarme-teknologier) samt kinesiske leverandør-virksomheder
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157