23948sdkhjf

600 grader varme sten skal lagre energi

Ny dansk lagrings-løsning har et kæmpe markedspotentiale.

Grænsen for hvor meget ikke-styrbar vedvarende energi, der kan være i det nuværende danske energinet er ved at være nået.

DTU Energi, Aarhus Universitet Geoscience, Dansk Energi, Energinet.dk, Rockwool og Seas-NVE vil derfor over de næste år forsøge at komme med en banebrydende løsning på problemet ved at udvikle et højtemperatur termisk lager, hvor energi skal lagres i sten, der varmes op til 600 grader med luft fra en elektrisk varmeblæser.

Ambitionen er at kunne implementere løsningen i stor skala i hele Danmark til en konkurrencedygtig pris og samtidig løse udfordringen i at kunne gemme store mængder energi på en billig og miljøvenlig måde.

- Vores rolle er at sikre en stabil energiforsyning og samtidig vise vejen til en fremtid uden fossile brændsler. Hvis vi skal indfri målsætningen om en 100 procent fossilfri energiforsyning uden tab af forsyningssikkerhed, kræver det, at vi skal kunne opbevare især vindenergien de blæsende dage til de mere vindfattige dage. Det er i dette felt, vores nye projekt med højtemperatur termisk lagring af energi skal navigere, og det er håbet, at vi kan løse den gordiske knude, der er knyttet til at lagre energi over længere tid til senere brug – vel at mærke så det sker på en billig og bæredygtig måde, siger Jesper Hjulmand, administrerende direktør i Seas-NVE.

Afdække markedspotentialet

Grundtanken i projektet er, at billige, ikke-nedbrydelige og miljøvenlige lagermaterialer kombineret med en kendt lade- og afladeteknologi kan få prisen ned og effektiviteten op på energilagring.

Projektet skal sikre, at det bliver økonomisk rentabelt at lagre energi i meget større mængder og over længere tid end tidligere set.

Men projektet er ikke kun et teknologiprojekt. Det skal også afdække udfordringer og forudsætninger for at skubbe et energilager med en stor kapacitet ind i et eksisterende elnet, en eksisterende markedsmodel og et eksisterende afgiftssystem og derved være med til at bane vejen for energilagring i bred forstand.

Markedspotentialet for lagring skal endeligt afdækkes i projektperioden, men det formodes at ligge inden for et trecifret millionbeløb, fordi lageret er så billigt at opføre.

Støttet af EUDP

Projektet er støttet med 6,5 mio. kroner af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).

Støtten sikrer, at projektet kan køre i en pilotfase i to år frem til 2018. Fra 2019-2024 vil projektet gå ind i en demonstrationsfase, hvor projektet skal testes i større skala.

Projektet forventes at kunne opføres i fuld skala og blive kommercielt fra 2025, hvis testresultaterne er positive, og markedet udvikler sig som forventet.

Energilageret skal i de første år i pilotfasen ligge på DTU Risø Campus. I demonstrationsfasen fra 2019 er det planen at lageret skal ligge på markerne ud for Sorø Kraftværk.

Det er endnu ikke planlagt, hvor det ”rigtige” lager i fuld skala skal placeres, men det forventes at blive i Region Sjælland.

Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126