23948sdkhjf

Direktør: Historisk stort potentiale i pipelinen

Efter fyringer i oktober og usikkerhed omkring ordreindgangen blæser der nu lunere vinde over den nordjyske solfangerproducent.

Efter et fremragende 2015, hvor både omsætning og resultat steg markant, var humøret højt hos solfangerproducenten Arcon Sunmark i Skørping.

Senere på året kunne adm. direktør Søren Elisiussen endda sætte sin underskrift på kontrakten på et af verdens største solfangeranlæg, der i løbet af sidste halvår af 2016 skulle leveres og installeres i Silkeborg.

 Men i oktober 2016 kom der midlertid lidt grus i maskineriet.

Usikkerhed omkring de politiske retningslinjer inden for klima og energi, og det faktum at en ny energiaftale lod vente på sig, fik landets fjernvarmeværker til at skrue gevaldigt ned for investeringslysten. Det betød, at en del allerede planlagte solvarmeanlæg blev lagt på hylden eller arkiveret lodret.

Derfor måtte Søren Elisiussen i oktober fyre en tredjedel af de 75 timelønnede medarbejdere i produktionen.

 - Jeg kan konstatere, at vores primære kunder - danske fjernvarmeværker - sætter gang i langt færre solvarme-projekter end tidligere. Mit bud er, at det skyldes usikkerhed om energipolitikken herhjemme, sagde Søren Elisiussen dengang om fyringerne.

Lune vinde over pipelinen
Men nu blæser der heldigvis andre – og lunere - vinde over den nordjyske aktør.

- Vi arbejder i øjeblikket med et historisk stort potentiale i vores pipeline, oplyser Søren Elisiussen i en mail til Energy Supply.

- Konkret arbejdes der med flere projekter til procesindustrien i Sydamerika og til fjernvarme i Danmark, Tyskland, Østrig og Kina og, som du ved, fik vi også etableret et joint venture med en partner i Kina i 2016. I december vandt vi et udbud på et turn-key-anlæg i Østrig, som i øjeblikket er under planlægning til idriftsættelse i 2017, oplyser Søren Elisiussen.

Energiaftale vækker glæde
At regeringen hen mod slutningen af året fik vedtaget en ny energiaftale har både vækket glæde og lettelse hos Arcon Sunmark.

- Vi er tilfredse med at regeringen har vedtaget en forlængelse af ordningen om energibesparelser, og at solvarme fortsat indgår som en del af løsningen til fordel for varmeværkerne og miljøet, oplyser Søren Elisiussen.

Han fortæller, at Arcon Sunmark i lyset heraf fortsætter med at investere i både nye markeder og løsninger. 

- Vi oplever meget positiv respons på Arcon-Sunmarks systemløsninger indenfor storskala-solvarme og anlægget i Silkeborg skaber allerede nu interesse fra både ind- og udland og sætter helt nye standarder for storskala solvarme og turn-key løsninger fra Arcon-Sunmark, fortæller Søren Elisiussen. 

Forventninger til 2017
I 2015 landede Arcon Sunmark som nævnt en bruttofortjeneste på 108 mio. kr. og et resultat på 43,7 mio. kr. Hvorvidt resultatet for 2016 bliver bedre eller dårligere end i 2015 kommer Søren Elisiussen ikke ind på. Han nøjes bare med at slå fast:

 - Vi meget positive i vores forventninger til udviklingen i 2017.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079