23948sdkhjf

Vind slår kul som andenstørste energikilde i Europa

Dermed har vind overhalet fyringsolie, atomkraftværker, vandkraft og kul.

Vindmøller bliver stadigt rejst over hele Europa. Det betyder, at vindenergi efter 2016 er blevet Europas andenstørste energikilde, da vindmøller nu har slået kulkraftværker.

Det konkluderer interesseorganisationen Wind Europe i sin rapport for 2016.

- Med en samlet total kapacitet på 153,7 gigawatt overhaler vindenergi kul som den andenstørste kilde til energiskabelse i Europa, skriver Wind Europe.

Ifølge rapporten blev der installeret 12,5 gigawatt ny vindmøllekapacitet i Europa i 2016. Det var lidt over halvdelen af al den energi, der blev tilført i året.

Wind Europe beretter, at vindenergi i 2007 gav mere energi end fyringsolie, i 2013 gav mere energi end atomkraftværker, i 2015 gav mere energi end vandkraftværker og altså i 2016 har slået kul.

Kun naturgas står nu for mere af Europas energiforbrug.

- Nyheden viser, at nu er vind og sol meget tæt på at kunne give fossile brændsler baghjul i konkurrencen.

- Energiindustrien arbejder benhårdt på at nedbringe omkostninger, skriver Lars Aagaard, direktør for interesseorganisationen Dansk Energi, i en kommentar til rapporten.

Danmark er et af de lande, der er længst fremme, når det kommer til at bruge vindenergi. Ifølge Wind Europes rapport stod vindenergi for 36,8 procent af Danmarks energiforbrug i 2016. Det er det højeste tal i hele Europa.

- I Danmark, hvor vi har mest el-vindkraft i verden, er udfordringen nu at få mest muligt ud af den grønne strøm.

- Næste skridt i den grønne omstilling er at bruge vores stadigt grønnere strøm til opvarmning og transport. Knækker vi den kode, kan vi kan sælge løsningerne i hele verden, skriver Lars Aagaard.

Danmark er et af verdens førende lande inden for vindenergi med selskaber som Vestas og LM.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095