Crestwing får professionel bestyrelse
Med indgangen til 2016 var Henning Pilgaard og hustruen Ruth Bloom i fuld gang med at bygge halvskala-modellen af det bølgeenergianlæg, som Henning Pilgaard har opfundet og arbejdet på siden starten af dette århundrede.
Målet var en søsætning i sommeren 2016. Men anlægget blev forsinket på grund af udviklingsmæssige årsager, samtidig med at det var svært at få godkendt sitet, hvor anlægget til sin tid skal ligge.
Desværre afgik Henning Pilgaard ved døden i september 2016 og nåede derfor ikke at se halvskala-modellen af sit livsværk blive søsat.
Fører projektet videre
Siden har Ruth Bloom taget over og kører i dag projektet Crestwing og opbygningen af halvskalamodellen Tordenskjold videre – uændret og med en plan om at kunne søsætte anlægget i 2017.
- Jeg gør det færdigt. Der kan selvfølgelig være, der kommer lidt små-ændringer, men ellers bliver det 100 procent efter Hennings planer, fortæller Ruth Bloom til Energy Supply.
Og hun har de bedste betingelser for at gøre det - og gøre det godt.
- Det er mig, der har tegnet alle tegningerne. Jeg har været med Henning til alle møder, været med på sidelinjen ved udviklingen. Der er kun mig til at føre det her videre, siger hun.
Ruth Bloom arbejder i øjeblikket på at hente den finansiering, der skal sikre den endelige søsættelse af anlægget til efteråret.
Professionel bestyrelse
Ruth Bloom og Crestwing har ellers fået lidt af et boost.
Projektet har haft base i Energibyen Frederikshavn siden 2008, byggeriet af Tordenskjold foregår i Sæby og bliver, når det står færdigt, nummer to demonstrationsanlæg fra Crestwing i Frederikshavn.
Nu skal Energibyen være sekretariat for en ny professionel bestyrelse med forhenværende adm. direktør for Elsam, Peter Høstgård-Jensen som bestyrelsesformand.
Og netop Peter Høstgaard-Jensen og den nye bestyrelse skal være med til at tiltrække de kontakter og kompetencer, der er behov for, for at kunne drive udviklingen af Crestwing videre.
- Det er et stort fremskridt for Crestwing som virksomhed og for færdigudvikling af bølgeenergianlægget, at vi har stiftet en professionel bestyrelse. Vores mål er, at færdigudvikling og lokal serieproduktion af bølgeenergianlæg skal skabe mindst 100 nye arbejdspladser. Dertil kommer, at samspillet mellem Crestwing og de eksisterende maritime virksomheder kan generere yderligere vækst i Frederikshavn Kommune, siger Ruth Bloom.
Crestwing og Energibyen er i gang med at søge patenter på diverse teknologiske løsninger på anlægget, mens samarbejdsparterne i videst muligt omfang arbejder på at inddrage lokale virksomheder som teknologileverandører.
Crestwings nye bestyrelse ser herefter således ud:
|
Artiklen er en del af temaet Bølgeenergi.