23948sdkhjf

- Kunderne kommer ofte, når det hele bliver lidt træls

Ingeniørvirksomheden Adding er på fire år vokset fra 3 til 22 mand og dermed også vokset ud over kanten af direktørens spisebord og ind i lokalerne på Gasværksvej i Aalborg. Men de står næsten helt tomme – og det er ganske normalt og et sundhedstegn.

- Vi følger kunderne. Hvis de bygger i Polen, så tager vi med til Polen, fortæller direktør John Sloth, som lagde spisebord til i virksomhedens spæde start.

Adding er i dag, som ved opstarten, en virksomhed, der stiller kompetencer og manpower til rådighed for sine kunder, der for øjeblikket mest er at finde i energisektoren.

- Vi vil gerne være en ressourcepool for vores kunder. Lave helstøbte ingeniørprojekter. Vi tager kundernes projekter på os fra start til slut, som var det vore egne. Vi tilbyder ingeniørbistand, men projektledelsesdelen i vores opgaver vejer tungt, fortæller John Sloth.

Brandslukning på højt niveau
Projekterne, som Addings ingeniører rejser land og rige og hele verden rundt for, omfatter oftest projektledelse, detail-engineering og idriftsættelse af større energiprojekter.

-  I øjeblikket er vores kunder overvejende energivirksomheder med opgaver inden for forbrændingsteknik og biomasseanlæg. Kunderne kommer ofte til os, når det hele er ved at blive lidt træls. Når de har projekter, der driller lidt eller kræver særlige kompetencer,  fortæller John Sloth.

Adding har flest helt almindelige projekter, men er også blevet ekspert i at få nødlidende projekter kørt i mål.

- Vi har lige afsluttet et projekt i Østukraine, hvor der skulle forbrændes radioaktive materialer LLRW på et atomkraftværk, men på grund af situationen i landet var projektet blevet tabt på gulvet. Så gik vi ind og tog projektledelsen, sørgerde for færdiggørelse og idriftsættelse og for at få anlægget afleveret til kunden. Nu kører det upåklageligt, fortæller John Sloth

Ikke så kønt som i 2015
Virksomheden har altså haft fart på siden opstarten i 2013 og kigger man på regnskabet taler tallene da også sit tydelige sprog. Bruttofortjenesten er fra 2014 til 2015 steget ganske fint fra 8 mio. kroner til 10,9 mio. kroner og på bundlinjen har man et fint overskud på 2,7 mio. kroner i 2015.

-  Resultatet for 2016 bliver ikke så kønt som i 2015. Vi er meget påvirkede af to store kunders konkurser, først FlowVision i Odense, der lavede denoxanlæg og så her for nylig Aalborg Engineerings konkurs, fortæller John Sloth.

Især Aalborg Engineering-konkursen var grim. Adding havde lavet rigtig meget arbejde, og de sidste regninger fik man lige nøjagtigt ingenting for.

- Men der kommer stadig sorte tal på bundlinjen, og vi er helt tilbage på ret køl igen i 2017, understreger John Sloth. 

Konkurs giver nye muligheder
Selvom konkursen hos Aalborg Engineering (AE) har kastet lidt grus i det regnskabsmæssige maskineri, så har den også givet nye muligheder og udfordringer.

-  Control Process, som har købt AE har valgt at videreføre AEs produkter. Derfor har de indledt et samarbejde med os. Vi skal hjælpe dem med at gøre AE-energiprojektet Tameh i Polen færdigt. Det betyder at den tunge vidensdel af projektet ligger hos Adding, mens den timetunge del ligger i Polen og Slovakiet, fortæller John Sloth.

I den forbindelse har Adding overtaget 10 af de tidligere AE-ansatte.

- I det næste halve år skal de arbejde med Tameh-projektet, men efter det skal de primært sidde med nye kedeludviklingsprojekter, fortæller John Sloth.

Så trods lidt bump hen ad vejen i 2016, så ser John Sloth positivt på fremtiden, som byder på to nye satsninger og måske en smule sol.

Læs mere her: Adding kaster sig ud i to nye satsninger

Artiklen er en del af temaet Chef i tale.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094