23948sdkhjf

Thisted udvider geotermianlæg

Ny tilladelse til indvinding af geotermi giver grønt lys for investering på 38 millioner kroner.

Oprindeligt blev geotermitilladelsen i Thisted givet til Dong i 1983, som en eneretsbevilling til efterforskning og indvinding af geotermisk energi fra hele det danske landområde. I 1984 etablerede Dong Energy og Thisted Varmeforsyning Danmarks første geotermiske anlæg.

I 2011 overtog Thisted Varmeforsyning, som i forvejen stod for driften af anlægget, tilladelsen fra Dong Energy.

Den tilladelse løber til i morgen den 1. marts 2017.

Nu har Energistyrelsen forlænget tilladelsen til at indvinde geotermisk energi i 30 år. Samtidig har energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt tildelt Thisted Varmeforsyning en ny tilladelse til et tilstødende område.

Det betyder, at Thisted Varmeforsyning nu kan udvide geotermianlæggets kapacitet med en yderligere boring – ud over de to man allerede har.

-  Det nuværende anlæg dækker nok 15 procent af vores varme. Med den nye boring vil vi nok gå 50 procent op i ydelse på sigt, fortæller bestyrelsesformand Lars Toft Hansen hos Thisted Varmeforsyning.

Længe ventet
Allerede i august 2015 ansøgte Thisted Varmeforsyning om at få tilladelsen forlænget. Den er altså kommet nu, sammen med tilladelsen til at udvide. Og selvom tilladelserne har været noget tid under vejs, så er Lars Toft Hansen klar til gå i gang,

- Grunden til den nye boring bliver købt i dag, vi er i gang med planlægningsarbejdet og der skal bores til efteråret. Vi regner med at være i drift med det nye borehul med udgangen af året, fortæller han.

Thisted Varmeforsyning investerer 38 millioner kroner i den nye boring. 

Fortsætter uden problemer
Thisted Varmeforsyning får i dag sit varmebehov dækket af affaldsforbrænding, et halmfyringsanlæg, geotermi og en smule gas når det kniber.

Og lige netop geotermien er man svært glad for i Thisted – også selvom man rundt omkring sig kan se andre selskaber tumle med vedvarende problemer med deres boringer – eller helt lægge geotermiprojekterne på hylden længe før de er kommet i gang.

- Det er en fantastisk billig energikilde, og så har vi ikke haft problemer med vores anlæg. Det har kørt uden problemer siden 1984, og det regner vi med at blive ved med, slutter Lars Toft Hansen. 

Fakta om Thisted Varmeforsynings to geotermi-boringer
Boring 1 på Flintborgvej 2

  • Bygget 1982
  • 5 MW AHP (Thermax)
  • 2,7 MW AHP (Sanyo)
  • 10 MW Hedtvands-kedel eco
  • Geotermiboring 1243 m dyb 200 m³/h

Boring 2 på Leopardvej

  • Byggeår 1983
  • Injektions-boring 1242 m dyb

Kilde: Thisted Varmeforsyning

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121