23948sdkhjf

Vattenfall: Næste gang tænker vi os om en ekstra gang

Tønder Kommunes lokalpolitikere har netop besluttet ikke at sende lokalplan for Vattenfalls landmøllepark på 29 møller i høring.

Det betyder reelt set at parken er droppet

Hos Vattenfall er man noget forundrede over den beslutning.

- Det er så ærgerligt at de ikke i det mindste besluttede at sende lokalplanen i høring. Så kunne vi da i det mindste have fået både de positive og negative henvendelser med, siger projektleder hos Vattenfall Henrik Kamp Justesen til Energy Supply.

Vindmølleprojektet til godt 1,2 mia. kr. har mødt både opbakning og modstand i lokalbefolkningen, men lige netop hvad der er årsagen til, at politikerne med 15 mod 13 stemmer valgte at sparke projektet til hjørne, vides ikke.

- Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg har siddet og set videoen af mødet, hvor det blev besluttet, og det er vanskeligt at finde nogle saglige argumenter for det. Diskussionen er jo nok noget holdningspræget, siger Henrik Kamp Justesen.

Kapitalindsprøjtning
Mølleparken ville ellers have givet noget af en kapitalindsprøjtning til området.

- En trediedel af de 1,2 mia. kr. skulle jo kanaliseres over i lokalsamfundet i form af anlæg af nye veje, skabelsen af nye jobs, samt indkøb af de godt 30 ejendomme, som vi stod til at skulle købe, fortæller Henrik Kamp Justesen.

Heldigvis for Vattenfall havde man ikke været så optimistisk, at man allerede havde opkøbt de 30 ejendomme, der ville komme til at ligge i vindmølleparkens område.

- En stor del af dem har vi købt på optioner. Så nu sidder der en masse mennesker og er godt skuffede, fordi de ikke har fået solgt alligevel. Det er jo et område, hvor det er svært at sælge boliger, siger Henrik Kamp Justesen.

Tænker sig om en ekstra gang
Klar til at investere 1,2 mia. kr. er beslutningen i Tønder noget af en bet for Vattenfall – og beslutningen får da også betydning for energiselskabets overvejelser om at investere i dansk landvind fremover.

-  Det er et stort projekt for Vattenfall og et af de største i Danmark. Så det betyder da, at vi må sætte os ned og træffe beslutning om, hvilke kommuner, der i fremtiden er i stand til at løfte så stor en opgave, slutter han.

 

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.164