23948sdkhjf

Lov om bæredygtige biobrændstoffer vedtaget

Folketinget har i dag vedtaget en ny lov om bæredygtige biobrændstoffer, der skal sikre en lavere CO2-udledning fra transportsektoren. Samtlige Folketingets partier – på nær Enhedslisten – står bag loven.
Den forpligter virksomheder, der producerer og importerer mineralsk benzin og diesel, til at sikre, at bæredygtige biobrændstoffer udgør mindst 5,75 pct. af det samlede årlige salg af benzin og diesel. Iblandingen vil være fuldt indfaset i 2012, men allerede næste år vil infrastrukturen til at blande bæredygtigt biobrændstof i benzin være på plads - for diesel vil det ske i 2011:

- Transporten er det store smertensbarn, når det handler om at reducere udledningen af CO2. Her vil denne lov give et positivt bidrag. Samtidig har det været altafgørende for regeringen, at loven lægger vægt på bæredygtighed. Biobrændstoffer er ikke bare biobrændstoffer, og vi skal sikre, at det er de reelt miljøvenlige, vi putter i tanken, siger klima- og energiminister Connie Hedegaard.

Loven sikrer, at biobrændstoffer skal leve op til de EU krav om bæredygtighed, som Danmark har været med til presse igennem EU. Det betyder bl.a. at der er krav til, hvor meget CO2 biobrændstofferne skal fortrænge i forhold til benzin og dielsel. Det betyder også, at biobrændstof ikke må bruges, hvis der er ryddet skovområder for at opdyrke råmaterialet.

Samtidig vil bæredygtighedskriterierne løbende blive evalueret på, om de er socialt bæredygtige, hvordan de påvirker fødevarepriser i ulande og andre generelle udviklingsspørgsmål. Og hvis anvendelsen af biobrændsler har uønskede konsekvenser, skal bæredygtighedskriterierne strammes.

Udover lov om bæredygtige biobrændstoffer, er der i dag vedtaget to andre love på klima- og energiområdet. For det første en lov, der skal sikre bedre kår for opstilling af forsøgsmøller på havet. Bl.a. ved at give bedre mulighed for, at lokale beboere bliver inddraget. For det andet en lov om ændring af elforsyningsloven, der betyder at der ikke sker modregning i kommunernes bloktilskud ved et salg af Kommunekemi.

Kilde: Klima- og Energiministeriet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094