Omstridt omladestation til gylle nu på plads
Borgerne i Skave slipper nu for at få en omladestation til gylle helt tæt på byen. Efter adskillige protester fra lokalsamfundet har kommunen nu besluttet at placere gyllestationen til biogas nordøst for byen.
Stationen, der skal pumpe gylle ind til det kommende Måbjerg Bioenergy, kommer til at ligge 3 km nordøst for byen, og det glæder borgerne i Skave. De har nemlig selv været med til at udpege placeringen for kommunen, da denne ville lægge stationen få hundrede meter vest for byen. Det var frygten for lugtgener, der fik Skave-borgerne op på barrikaderne.
Den nye plan fremgår af et forslag til ændring af kommuneplanen, som Holstebro Kommune i går sendte i høring frem til den 25 juni.
Kilde: Dagbladet Holstebro-Struer