Hæderspris til totalleverandør til vindmølleindustrien
I går modtog KR Wind A/S Kong Frederik den Niendes Hæderspris for fortjenstfuld indsats for dansk eksport. Hædersprisen blev overrakt af Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen på Fredensborg Slot.
Eksempelvis har KR Wind A/S på rekordtid gennemført en tredobbelt ISO-certificering og arbejder i dag efter de højeste sikkerhedsstandarder. I 2003 gik KR Wind ind på det australske marked, i 2006 etablerede firmaet en afdeling i USA, og i 2008 kom turen til Canada. I dag ligger ca. 50% af omsætningen på det nordamerikanske marked.
- Fra 2002 er det gået stærkt for KR Wind – vi er vokset fra at være et kranfirma med rødder i det nordjyske til at være en af de største internationale samarbejdspartnere, der tilbyder totalløsninger til vindmølleproducenter, developers, energiselskaber og investorer i vindmølleindustrien verden over, siger KR Winds CEO, John Hartvig Larsen.
Dette underbygger John Hartvig Larsen ved at fremhæve to projekter i hhv. Canada og Skotland, som KR Wind A/S netop er ved at afslutte.
Wolfe Island Wind Farm nær Kingston i Ontario, Canada
Canadas største onshore vindmøllepark, ejet og drevet af energiselskabet Canadian Hydro. Her har KR Wind opstillet og installeret alle 86 x 2,3 MW vindmøller.
Whitelee Wind Farm syd for Glasgow, Skotland
Siden november 2007 har KR Wind arbejdet på Whitelee, som er Europas største onshore vindmøllepark og ejet af Scottish Power. KR Wind har været totalleverandør på projektet og stået for transport af vindmølledelene, opstillingen og installationen af samtlige 140 stk. Siemens 2,3 MW møller. Man forventer, at Whitelee Wind Farm skal forsyne ca. 180.000 husstande med miljørigtig elektricitet.
I Danmark står KR Wind blandt andet for transport af vindmølledele, opstilling og installation af de 13 Siemens 2,3 MW vindmøller på Nørrekær Enge ved Løgstør.
Kilde: KR Wind A/S