23948sdkhjf

Ny og banebrydende model for klimasamarbejde

Rockwool koncernen og Dong Energy har i dag færdiggjort en partnerskabsaftale, der sikrer en koordineret, bred indsats med tilbud om energibesparende tiltag over for såvel private boligejere som erhvervsvirksomheder og den offentlige sektor.
Danske virksomheder og kommuners arbejde med at finde effektive klimaløsninger bliver nu suppleret af en ny platform, der kan give bred inspiration og konkret hjælp i arbejdet med at løse en af vor tids store udfordringer – den globale opvarmning.

Platformen er skabt i tæt dialog og samarbejde mellem to virksomheder, der lever af at hjælpe sine kunder med energi og energibesparelser. Rockwool koncernen og Dong Energy har i dag færdiggjort en partnerskabsaftale, der sikrer en koordineret, bred indsats med tilbud om energibesparende tiltag over for såvel private boligejere som erhvervsvirksomheder og den offentlige sektor.

Fokus for alliancen er energiforbedring af bygninger og tilbuddet omfatter planlægning, rådgivning i forbindelse med gennemførelse af energiforbedringer samt finansiering.

De to virksomheder ser et stort potentiale på området, da mere end 40 % af energiforbruget i Danmark går til bygninger.

Tager egen medicin
- Vi kan se fra andre lande, der er langt fremme med at gøre bygninger mere energieffektive, at både skrappere, politiske energikrav til bygninger samt enkle, lettilgængelige muligheder for rådgivning og gennemførelse af energiforbedringer virkelig kan få gang i tingene, siger Eelco van Heel, administrerende direktør, Rockwool International.

Han forklarer endvidere, at Rockwool koncernen selv tager den medicin, virksomheden tilbyder andre. Rockwool koncernen har bl.a. analyseret og gennemført energiforbedringer på virksomhedens to fabrikker i Danmark og vil nu købe grøn strøm fra vindmølleparken Horns Rev 2 for de penge, der er sparet.

Fælles viden sparer mere energi
Også Dong Energy er stærkt motiveret af den foreløbige succes med det alliancesamarbejde rettet mod boligejerne, der blev lanceret i foråret. I det samarbejde deltager ud over Dong Energy og Rockwool koncernen også Danfoss og ProTec Vinduer. Nu udvides platformen til også at omfatte tilbud til erhvervsliv og det offentlige, ligesom en række andre alliancepartnere, bl.a. COWI og BRF Kredit er med. Tilbuddet omfatter rådgivning og hjælp til at realisere ønsker om isolering, modernisering af varmeform, ventilation, belysning og meget mere.

- Vi har en unik mulighed sammen med Rockwool koncernen, fordi vi kan forstærke en række naturlige berøringsflader. Når vi bringer vores viden om energi og energiforbrug sammen, skaber vi nye services og tilbud - både til beboeren i parcelhuset, til den ansvarlige virksomhedsejer og til den kommunale projektleder, der ønsker at spare energi og mindske CO2-udledningen, siger administrerende direktør i Dong Energy, Anders Eldrup.

Kilde: Dong Energy

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157