Dong Energy køber det tyske engroshandelsselskab Kom-Strom
Dong Energy køber 83,57 % af aktierne i det tyske engroshandelsselskab Kom-Strom AG fra det hollandske energiselskab Essent. Prisen for overtagelsen
er 27 mio. eurosvarende til cirka 200 mio. kroner.
Kom-Strom's kerneforretning består af salg af alle energirelaterede produkter med en stærk markedsposition i rådgivning inden for portefølje-management samt operationelle og finansielle services primært til Stadtwerke og energiintensiv industri i hele Tyskland.
Dong Energy er i forvejen repræsenteret på det tyske energimarked med engroshandelsselskabet Dong Energy Sales GmbH med base i Hamburg. Kerneforretningen i dette selskab er salg af el og gas til Stadtwerke og i mindre udstrækning til industrikunder.
- Muligheden for at overtage aktiemajoriteten i Kom-Strom ligger fint i tråd med vores ambitioner om at styrke engroshandelsforretningen i Tyskland, som gennem de seneste fire år er opbygget gennem aktiviteterne i Dong Energy Sales GmbH. Investeringen i Kom-Strom øger vores produktportefølje, hvilket øger vores muligheder for at blive den foretrukne leverandør til Stadtwerke og større industrikunder, siger Kurt Bligaard Pedersen, koncerndirektør i Dong Energy.
- Dong Energy gør Kom-Strom i stand til at udvide sine tilbud særligt inden for gas og giver os også adgang til en række aktiver og ambitiøse projekter på de tyske markeder, siger Markus Laukamp, koncernchef i Kom-Strom.
- Essent sælger sine aktier i Kom-Strom som del af en strategisk omstrukturering. Kom-Strom's unikke profil i Tyskland, med dets stærke relationer og solide renommé i det kommunale marked, gør det til et værdifuldt aktiv for den nye aktionær, siger Remco Frenken, Senior Vice President i Essent Trading.
Handlens gennemførelse er betinget af endelig godkendelse hos EU's konkurrencemyndigheder og det tyske finanstilsyn BAFIN. Godkendelserne forventes at foreligge i løbet af efteråret 2009.
Kilde: Dong Energy