Energistyrelsen: Tre redegørelser om Intelligent Elforbrug sendt til ministeren
Energistyrelsen oplyser, at tre nye redegørelser , der udreder samfunds- og brugerøkonomiske spørgsmål, barrieremæssige problemstillinger vedrørende udbredelsen af det intelligente elforbrug samt giver forslag til standarder på området er sendt til Klima- og energiminister Connie Hedegaard.
Ministeren ville have belyst, hvorvidt det samfunds- og brugerøkonomisk kan betale sig at nedsætte den nuværende grænse for, hvem der skal have en intelligent måler opsat fra de nuværende 100.000 kWh årligt til et lavere niveau. Ministeren ønskede samtidig at få belyst, om der er barriere i elmarkedet for at udvikle salgsprodukter, der kan understøtte udbredelsen af det intelligente elforbrug. Endelig ville ministeren have udarbejdet forslag til standarder for intelligente elmålere.
De tre arbejdsgrupper har fremsendt deres redegørelser til ministeren. Det konkluderes i redegørelserne, at samfundsøkonomien eller brugerøkonomien ikke på nuværende tidspunkt tilsiger at iværksætte en landsdækkende målerudskiftning.
Derimod viser analyser, at en prisfleksibel adfærd for elbiler og individuelle varmepumper i et vandbåret system kan være samfundsøkonomisk rentabel. Derudover peges der på en række salgsprodukter, der kan fremme udbredelsen af intelligent elforbrug.
Endelig peges på en række funktionelle standarder som elmålere bør opfylde, hvis der skal være sikkerhed for, at installation at nye elmålere understøtter udbredelsen og brugen af det intelligente og fleksible elforbrug.
Kilde: Energistyrelsen