Naturgas Fyn vender minus til plus
Halvårsregnskab: Naturgas Fyn har i årets første seks måneder vendt sidste års underskud på 38,8 mio. kr. til et overskud på 22 mio. kr.
På baggrund af resultatet for 1. halvår 2009 udtaler Bestyrelsesformand Lars Erik Hornemann:
- Bestyrelsens bestræbelser på at sikre rammerne for en succesfuld turn-around ser ud til at være lykkes. Resultatet giver grundlag for at tro på en fremadrettet rentabel drift i koncernen.
Ledelsen i Naturgas Fyn udtrykte i årsrapporten for 2008 en forventning til: ’et klart forbedret og positivt ordinært driftsresultat for koncernen i 2009 efter skat’. Denne forventning til året fastholdes og skyldes det nyligt gennemførte strategiskifte, hvor en ekspansionsstrategi er erstattet med en indtjeningsstrategi med fokus på kerneforretningerne distribution og handel med naturgas.
- På baggrund af udviklingen i første halvår 2009, hvor alle forretningsområder udviser markant større lønsomhed, forventer Naturgas Fyn koncernens ledelse, at man i 2009 opnår det bedste ordinære resultat i adskillige år. Resultatet er derfor acceptabelt, men givet organisationens potentiale endnu ikke fuldt tilfredsstillende, udtaler adm. direktør Bjarke Pålsson
Der er i 2009 gennemført en lang række effektiviseringer og rationaliseringer i virksomheden, blandt andet via opsigelser og frivillige aftaler, som har medført en reduktion i antallet af fuldtidsansatte medarbejdere fra 75 ultimo 2008 til 61 i dag. Disse tiltag vil bidrage positivt til fremtidige resultater.
Det forventede resultatet for 2009 vil dog kunne blive påvirket negativt, afhængig af udfaldet af klagesagen i Energiklagenævnet om Energitilsynets regulering af koncernens forsyningspligtselskab.
Kilde: Halvårsrapport / Naturgas Fyn