Energibranche skuffede over finanslovsudspil
Til stor skuffelse hos landets energiselskaber og producenter af energiteknologi, har regeringen ikke afsat flere midler til forskning i energi- og klimateknologier.
- Vi har ventet på erhvervsklimastrategien i meget lang tid, og den er blevet bebudet gang på gang. Nu er vi så tæt på 2010, og vi aner ikke, hvor meget der er afsat til energiforskning fremover. Men det hjælper altså ikke at udskyde beslutningerne, udtaler direktør for DI Energibranchen, Anders Stouge.
Også Dansk Energi mener strategien mangler perspektiv:
- Hvis den sidste brik ikke er til stede i regeringens erhvervsklimastrategi, er det svært at se perspektivet. Penge til forskning og udvikling er »bøffen«, der giver os innovationskraft. Alt andet er »garniture«, som måske ser pænt ud, men som ikke rigtigt giver en mæthedsfornemmelse, lyder det fra Lars Aagaard, direktør for Dansk Energi.
Kilde: Børsen