EC Power med tysk succes og ny stor konkurrent
Det danske firma EC Power leverer mini-kraftværker til tyske boligopgange - drevet af en motor fra Toyota. Nu melder Volkswagen sig ind i kampen, og det glæder direktøren fra EC Power. Han forudser en langt større efterspørgsel.
- Den motor kører fantastisk. Vi har ingen motorproblemer haft, siden vi leverede de første anlæg i 2005. Andre komponenter har haft nedbrud, men motoren er kernen, siger Bjarne Borger, direktør og ejer af EC Power til Ingeniøren.
Tyskland er det eneste reelle marked for mini-kraftværkerne, og Bjarne Borger forventer, at der kommer mere gang i markedet, efter at Volkswagen sammen med et energiselskab fra Hamborg nu melder sig på banen.
Han er dog ikke nervøs for den nye store konkurrent, da han forudser, at VW vil få problemer med Golf-motorerne i kraftværkerne, og først om et par år vil være på niveau med EC Power og Toyotas mini-kraftværker.
- Det kræver spidskompetencer inden for både hardware, software, motorer og VVS. Jeg kender ikke VW's produkt i detaljer, men jeg kan blandt andet se, at motoren har en tandrem, der kan gå i stykker, slutter Bjarne Borger.
Minikraftværkerne har en el-ydelse på mellem 10 og 50 kW. Motoren fra Toyota kører udelukkende på naturgas, og CO2-besparelsen ved at benytte minikraftværket frem for at tænde for naturgasfyret eller hente strøm fra nettet ligger mellem 50-60%.
Kilde: Ingeniøren