Connie Hedegaard talte dunder til Nordic Climate Solution
Vil Norden være med i toppen, når det kommer til vedvarende energi, så skal der satses nu. Alt kommer ikke til den, der venter, sagde klima- og energiminister Connie Hedegaard fra talerstolen på konferencen Nordic Climate Solution. Trods dundertalen er ministeren optimistisk og tror på en endelig klimaaftale til december.
- USA ønsker at blive den førende inden for vedvarende energi. Kina vil være størst på cleantech. Tyskland tidobler mængden af vedvarende energi. Saudi Arabien indvier verdens største solenergi-laboratorium og vil i fremtiden eksportere solkraft i stedet for olie, sagde Connie Hedegaard.
- Alt kommer ikke til den som venter. Vil Norden være med på dette, må vi satse nu. En søvnig sælger og et powerpointshow holder ikke, udtalte Hedegaard om den nordiske indsats på området.
I sin tale kritiserede ministeren FNs klimaforhandlinger. Hun mener de står i stampe.
- I de formelle forhandlinger går det alt for langsomt. Industrilandene må skære mere ned på CO2-udledningen og hjælpe de fattige lande, mens de mest udviklede u-lande må forpligte sig til nogen CO2-reduktion. Man kan sige, at det er uretfærdigt, men hvis de mest fremadstormende økonomier ikke trækker det store læs, kommer vi ikke i mål.
Der er dog på det seneste kommet positive tilkendegivelser over CO2-reduktion fra Japan, Australien og Syd Korea.Derfor er Connie Hedegaard langt mere forventningsfuld end tidligere og fortæller, at hun har væddet en flaske whisky på, at en klimaaftale kommer i hus om tre måneder.
- Jeg er langt tættere på at vinde whiskyen nu, end tidligere, siger Connie Hedegaard, der pointerer, at tabes klimaaftalen på gulvet er verden nærmere kaos end katastrofe.
Kilde: Teknisk Ukeblad