23948sdkhjf

Dong og Bigadan opfører biogasanlæg for trecifret millionbeløb

Siden 2015 har Bigadan og Dong Energy puslet med planerne om at etablere et biogasanlæg i Kalundborg, hvor retsprodukterne fra Novozymes’ og Novo Nordisks fabrikker i Kalundborg og fra Novozymes’ fabrik på Fuglebakken i København skal omdannes til biogas.

I 2015 gik man således i gang med at undersøge potentialet og mulighederne for at udnytte restprodukterne. Dengang fortalte Karsten Buchhave fra Bigadan, at man var startet op med laboratorietests og forsøgsanlæg, og at testresultaterne ville foreligge i løbet af 2016. 

I efteråret 2016 fik parterne godkendt lokalplan og VVM-redegørelse og nu har man altså taget den endelige investeringsbeslutning.

Fra foråret 2018 skal der sendes biogas fra et nyopført biogasanlæg direkte ud i naturgasnettet.

 - Det her er et rigtig godt eksempel på, hvordan restprodukter kan udnyttes endnu bedre. Biogas i vores naturgasnet er et godt supplement til den grønne strøm fra vind og sol og den grønne fjernvarme fra vores kraftværker, og derfor er dette projekt et vigtigt skridt i retning af et energisystem, der er grønt, uafhængigt og økonomisk bæredygtigt, siger Thomas Dalsgaard, koncerndirektør i Dong Energy.

Parterne ønsker ikke at opgive nogen anlægssum, men det drejer sig om en investering på et tre-cifret millionbeløb. Det oplyser Morten Kidal fra Dong Energy til Energy Supply.

Opførelse & drift
Bigadan og Dong Energy skal sammen opføre og eje biogasanlægget, som bliver placeret tæt på Dong Energy’s kraftværk i Kalundborg. Bigadan, som har mere end 30 års erfaring inden for biogasindustrien, skal ligeledes drive anlægget. 

- Biogasanlægget vil blive leveret som en turnkey-leverance fra Bigadan. Dette indebærer, at Bigadan skal levere et komplet biogasanlæg med reaktorer, modtagehaller, lagerfaciliteter, separeringsanlæg med mere. De skal også foretage nødvendigt jordarbejde og fundamentering, oplyser Morten Kidal.

Inklusive underleverandører vil anlægget skabe 15-20 arbejdepladser, når anlægget er i drift. Foruden driftspersonale vil de beskæftigede være chaufffører til transport af biomasse, lokale håndværkere og servicevirksomheder. 

Udnytter ikke fulde kapacitet
Byggeriet af det kommende biogasanlæg går i gang i løbet af marts 2017, og anlægget skal efter planen allerede sættes i drift i løbet af foråret 2018. Biogasanlægget vil kunne producere otte millioner kubikmeter naturgas om året. Det svarer til naturgasforbruget hos cirka 5.000 husstande.

Men det er langt fra et anlæg med fuldt blus under kedlerne, der opføres nu.

- Vi har opnået miljø- og VVM godkendelse til 400.000 ton, men lægger ud med at aftage lidt mindre (300.000 ton, red.) Vi vil dog afsøge mulighederne for at aftage flere mængder, så vi kan udnytte anlæggets fulde kapacitet, lyder det fra Dong Energy.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.136