Wind 1 får ny direktør
Vindenergi-udvikleren Wind 1 med hovedsæde på Nykøbing Mors har fået ny direktør.
Det fremgår af CVR-registreret.
Klaus Hedegaard er fratrådt virksomheden 1. marts 2017.
Han har haft lidt over et år i chefstolen og er blevet erstattet af Peter Dahl Jakobsen, der har været tilknyttet virksomheden siden 2004.
Klaus Hedegaard blev ansat pr. 1. januar 2016 på et tidspunkt, hvor udviklingsselskabet havde kørt med en konstitueret direktør i over et år.
- Vi er meget glade for, at vi fik fat i ham. Han har nemlig som rådgiver arbejdet med finansiering af vindmølleprojekter, så han er skarp på vindmølleøkonomi. Han har blandt andet serviceret os som rådgiver, sagde bestyrelsesformand Henrik Ottosen dengang om valget af Klaus Hedegaard.
Nu har Klaus Hedegaard altså forladt virksomheden. Det sker nærmest samtidig med at Wind 1s storstilede landmølleprojekt i Esbjerg i starten af marts blev droppet.
Regnskabet for 2016 foreligger ikke endnu, men af regnskabet for 2015 fremgår det, at man i daværende regnskabsår havde haft et bruttotab på 4.416.000 kr., men at man stadig formåede at hente et overskud på 4,8 mio. kr.
For regnskabsåret 2016 lyder forventningen i omegnen af 8 mio. kr., da man ikke har forventet opstilling af nogen projekter.
Det er ikke lykkedes for Energy Supply at få en kommentar fra Wind 1.