Svensk atomkraft påvirker danske elpriser
Produktionen på de svenske atomkraftværker er den laveste i 24 år. Det giver nu højere elpriser i Danmark.
Det lave aktivitetsniveau skyldes, at atomkraftværkerne ofte ligger stille og ikke sjældent på grund af sikkerhedsmæssige årsager.
Analysechef Michael Bartels fra Nordjysk Elhandel ser med bekymring på det lave svenske aktivitetsniveau:
- Sveriges historisk lave kernekraftproduktion vil efter alt at dømme få den samlede elproduktion i Sverige til at falde. Det kræver, at andre værker i enten Sverige eller dets nabolande øger produktionen, så man stadig kan dække sit strømforbrug. Disse andre værker er selvfølgelig dyrere end kernekraft, og derfor vil strømprisen, også i Danmark, stige, forklarer Michael Bartels.
I Østdanmark steg prisen på el fra 25,8 til 29,3 øre pr. kilowatttime fra juni til august. I Vestdanmark steg prisen fra 25,3 til 27,0 øre.
Elmarkedschef fra Energinet.dk forklarer, at det svenske og danske elmarked er tæt integreret, og derfor kan danskerne mærke det med det samme, hvis svenskerne lægger begrænsninger på den elektriske Øresundsforbindelse.
Kilde: Ingeniøren