23948sdkhjf

Politisk aftale om 90 mio. til miljøteknologi

Miljøminister Troels Lund Poulsen indgik ved midnat en bred aftale med alle Folketingets partier om 90 mio. kroner til fremme af miljøteknologi.
Danmark er med i førerfeltet, når globale miljøproblemer skal afhjælpes ved hjælp af ny teknologi. Nu får danske miljøvirksomheder nye muligheder for støtte til udvikling, test og demonstration af ny miljøteknologi. Aftalen er sammen med regeringens øvrige grønne initiativer et stort skridt på vejen mod Danmark som grøn vindernation.

- Med aftalen sikrer vi flere penge til de mange danske virksomheder, der udvikler og eksporterer dansk miljøteknologi. Vi lægger op til en skarp prioritering, så vi bruger pengene dér, hvor potentialet er størst. Og vi fokuserer på at fastholde en høj vækst i dansk miljøeksport – til gavn for miljøet og økonomien, siger miljøminister Troels Lund Poulsen (V).

Aftalen sætter særlig fokus på fremme af miljøteknologi på områderne vand, affald og luftforurening, hvor miljøudfordringerne er store, og hvor danske virksomheder har gode forudsætninger for at skabe vækst og eksport.Den politiske aftale bygger videre på den indsats, som regeringen igangsatte med handlingsplanen for miljøteknologi i 2007.

- Danmark er i forvejen i front på det miljøteknologiske område, og her gælder mottoet, at den, der har evnerne, også har forpligtigelsen. Vi skal bruge vores know-how til at hjælpe til at løse klodens fælles miljøproblemer. Eksempelvis har vi et voksende behov for bedre miljøteknologi til at genanvende ressourcerne i affaldet, siger Troels Lund Poulsen.

Aftalen om miljøeffektiv teknologi er Miljøministeriets bidrag til den samlede opprioritering af grøn teknologi, som regeringen har lagt op til.

I energiaftalen er der afsat en mia. kroner årligt til forskning, udvikling og demonstration af energiteknologi fra 2010. Med aftalen om Grøn Transportpolitik fra 2008 er der afsat 200 mio. til fremme af grøn transportteknologi. Aftalen om Grøn Vækst indebærer, at der oprettes et Grønt Teknologisk og Udviklingsprogram, der skal fremme grøn teknologi til landbrugs- og fødevareområdet. I regeringens erhvervsklimastrategi er udspillet, at der afsættes 600 mio. til fremme af klimateknologi, mens Videnskabsministeriet med sin forskningsstrategi FORSK2015, har lagt op til prioritering en lang række grønne forskningssatsninger.

Kilde: Miljøministeriet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11