MacArtney i brasiliansk offensiv
Den danske offshore-leverandør er klar til at etablere sig i Brasilien og tage del i det milliardstore marked, der ventes at opstå i den nye brasilianske olieindustri.
- På sigt skal vi også producere derovre, for regeringen og det statsejede olieselskab Petrobras vil gerne have et stort lokalt indhold i leverancerne. Og når de nye felter udvikles længere sydpå, åbner vi også der, siger administrerende direktør for MacArtney Underwater Technology, Niels Erik Hedeager, til Børsen.
Han regner med, at satsningen kan betyde en fordobling af omsætningen i Brasilien. Dermed bliver Brasilien et tiltrængt lyspunkt i offshore-branchen, der ellers har været mærket af et fald i aktiviteterne andre steder i verden som følge af den økonomiske afmatning.