23948sdkhjf

Interessetilkendegivelser for energi-fremstød på belgisk byggemesse søges

Den danske ambassade i Belgien og Dansk Industri har indgået et samarbejde med byggemessen Batibouw med det formål at sætte fokus på nedsættelse af energiforbruget inden for byggeri. Derfor søger man nu interessetilkendegivelser fra de danske virksomheder inden for energiløsninger og bæredygtigt byggeri.
Belgien er et interessant og attraktivt marked for danske virksomheder indenfor højteknologisk og bæredygtigt byggeri med henblik på energibesparelser. Ikke mindst fordi Belgien er et land med nordeuropæisk klima, der har et lavt niveau af isolering, som man normalt ser i Sydeuropa – men også fordi de danske virksomheder inden for denne sektor generelt er anerkendte i Belgien.

Belgien ses derfor som et uudnyttet marked, der også har mange tilskudsordninger til private samtidig med, at det er et centralt placeret marked med 75 millioner potentielle forbrugere i en radius à 300 km fra Bruxelles.

Batibouw - nu med fokus på renewable energy
Batibouw er Belgiens største byggemesse og afholdes én gang om året. Næste messe er nr. 51 i rækken og afholdes fra torsdag d. 25. februar til søndag d. 7. marts 2010 – denne gang med en fornyelse bestående af en hal, der hedder ”renewable energy”. Sidste år havde Batibouw over 330.000 besøgende, hvoraf 75.000 var professionelle. De besøgende er blandt andre myndigheder, arkitekter og tegnestuer, rådgivningsingeniører, entreprenører og medier. Der er omkring 1.000 udstillere indenfor bygge- og renoveringsindustrien, hvoraf 15 % er udenlandske. Yderligere er de to første dage af den elleve-dage lange messe reserveret til professionelle. Resten af messen er åben for private forbrugere, der – i Belgien, er kendt for at være meget aktive i selve bygge- eller renoveringsprocessen. Grunden ses i det faktum, at belgiere normalt køber fast ejendom og ikke lejer.

Dansk-Belgisk samarbejde
På baggrund af dette og i forlængelse af klimatopmødet i København, har den danske ambassade i Bruxelles indgået et samarbejde med Batibouw med det formål at sætte fokus på nedsættelse af energiforbruget indenfor byggeri.

I løbet af messen vil ambassaden stå for foredrag og paneldebat med temaet ”fremtidens- og intelligent byggeri” i en VIP-lounge. Yderligere vil der i den nye ”renewable energy”-hal være en udstilling med ”best practices” inden for bæredygtigt byggeri (projekter og modelhuse) sammen med budskaber om vigtigheden af at nedsætte energiforbruget samt hvilke metoder (og produkter), der kan anvendes til dette.

Den danske ambassade har indgået et samarbejde med den belgiske føderation af importører og distributører af byggematerialer. Vi vil, såfremt der er interesse, skabe en matchmaking session i forbindelse med føderationens årlige generalforsamling under Batibouw, hvor danske producenter kan få eksponering overfor føderationens 250 medlemmer.

Med en sådan dansk tilstedeværelse ved den kommende Batibouw-byggemesse indkalder den danske ambassade hermed til en interessetilkendegivelse af danske firmaer inden for bæredygtigt byggeri, da dette stærke initiativ kan være med til at bane vejen for yderligere aktivitet mellem Danmark og Belgien samt eksport af dansk know-how.

I den forbindelse skal det også nævnes, at der for små og mellemstore virksomheder er en mulighed for at søge om eksportstøtte fra Danmarks Eksportråd.

For yderligere information og interessetilkendegivelse

Handelsattaché for byggeri Maria Pedersen
Rue d’Arlon 73
B-1040 Bruxelles
E-mail : mpeder@um.dk
Telefon :+32 22 33 09 12

Handelsattaché for energi Pernille S. Jensen
Rue d’Arlon 73
B-1040 Bruxelles
E-mail : perjen@um.dk
Telefon: +32 22 33 09 13

Dansk Industri, Byggematerialer
Chefkonsulent Anne Mette Høiler
E-mail: amh@di.dk
Telefon: 3377 37 53


Kilde: Den danske Ambassade, Belgien

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094