Scan Energy på vej mod børsnotering
Vindmølleselskabet Scan Energy lufter nu planerne om en mulig børsnotering inden for et år. Det er det pæne aktiemarked, der får selskabet til at rykke børsnoteringen frem. Det var ellers planlagt til at ske i 2012.
Selskabet har hyret den britiske bank HSBC til at undersøge mulighederne for at skaffe kapital. Scan Energy er ikke helt afklaret omkring børsnoteringen endnu.
- Vi er en vækstvirksomhed og har løbende brug for kapital. Derfor overvejer vi alle muligheder i markedet. Vi arbejder på en kapitalforhøjelse, og en børsnotering er en realistisk mulighed, siger adm. direktør Karsten Olsen til dagbladet Børsen.
Karsten Olsen siger til Børsen, at en børsnotering inden for et år afhænger af markedet.
Selskabet har i dag 500 MW kørende i form af vindmøller og solcelleanlæg rundt om i Europa, og ambitionerne hos selskabet er da også til at få øje på:
- At skabe et anerkendt børsnoteret og internationalt opererende energiselskab med en produktionskapacitet på op imod 2.500 MW baseret på vedvarende energikilder, skriver Scan Energy i sit årsregnskab.
Scan Energy omsatte i fjor for godt en halv mia. kr. Store renteudgifter betyder dog et underskud på bundlinjen på næsten 70 mio. kr. i de første tre kvartaler i 2009.
Kilde: Dagbladet Børsen