Eurowind Energy med vinden i ryggen
Selskabet Eurowind Energy venter at fordoble omsætningen til 500-700 mio. kr. i år.
- Der er ingen tvivl om, at krisen har øget interessen for vores projekter. Vi har haft et halvt år, hvor det var svært at få investorerne på banen som følge af krisen. Men de seneste seks måneder har vi solgt mere, end vi gjorde hele sidste år, fortæller den 33-årige direktør Jens Rasmussen, der etablerede selskabet i 2006 sammen med sin bror Søren Rasmussen, 39 år, og advokat Jakob Kortbæk, Aalborg.
Ledelsen forventer en omsætning på 500-700 mio. kr. i år, hvilket er mere end en fordobling siden sidste år, hvor omsætningen lå på 200 mio. kr med et overskud på 15 mio. kr.
Siden den 1. juli i år har selskabet nået en omsætning på 400 mio. kr. med et overskud på 20 mio. kr.
Eurowind Energy har Tyskland som det primære marked, men har også aktiviteter i både Danmark og Polen. Næste store projekt er udviklingen af en vindmøllepark på 50-70 møller i Polen. Brødrene drømmer dog om at indtage flere markeder, hvoraf Frankrig kunne være det ene.
Kilde: Dagbladet Børsen