23948sdkhjf

Oplev fremtidens klimaløsninger på Rådhuspladsen

Vil du vide, hvordan man laver halm til benzin, se verdens mest kraftfulde elektriske bil Lynx og opleve dimensionerne på et 30 tons vindmøllerør? Så besøg Rådhuspladsen i København, når studenterorganisationen Grøn Vision 19.-21. november 2009 omdanner Rådhuspladsen til en fantastisk udstilling med kreative og interaktive præsentationer af grønne energiteknologier der viser, hvordan Danmark kan blive bæredygtig.
Rådhuspladsen i København bliver i de kommende dage omdannet til et energiteknologisk udstillingslokale, hvor de besøgende kan lære om fremtidens energiteknologi og opleve alt fra et 10 m langt vindmølletårn på 30 tons, til en halmbenzinstander og ikke mindst verdens hurtigste elbil, der accelererer fra 0-100 km/t på under 4 sekunder. Besøgende kan nyde varm kakao opvarmet på brændselsceller, opleve el-scootere og -cykler, afprøve et termokamera og meget mere. Bag udstillingen står studenterorganisationen Grøn Vision i samarbejde med udvalgte danske energivirksomheder og Dansk Naturvidenskabsformidling.

- Klimadebatten skal ikke kun handle om begrænsninger og forbud. En ændring i forbrugsmønster er selvfølgelig vigtig, men i Grøn Vision vil vi gerne flytte fokus over på, hvilke teknologier vi skal udvikle, og hvordan de skal arbejde sammen, for at vi i fremtiden kan leve det gode liv – på den mest bæredygtige måde, siger Christian Kaas fra Grøn Vision, som er bioteknologistuderende og en af udstillingens arrangører.

Udstillingen formidler danske virksomheders tilgang til miljøvenlig produktion og klimaudfordringer. Det bliver præsenteret ved tre af de største danske energiforskningsgrene: 2. generations biobrændsel, vindenergi og brændselsceller. En af samarbejdspartnerne er Statoil, som blandt andet har leveret informationer og materialer om biobrændsel.

- Statoil har været tidligt ude med biobrændsel. Vi har fokus på udviklingen af bæredygtige energiteknologier som biobrændsel af 2. generations bioethanol, og derfor er det naturligt for os at bidrage med viden og økonomisk støtte til forskningen i klimateknologier i Danmark, siger kommunikationschef i Statoil Per Brinch.

Studerende forklarer teknologierne
Ved udstillingen viser de studerende fra DTU rundt og forklarer, hvordan energiteknologi involverer alle, og der er mulighed for at opleve og afprøve de forskellige teknologier. Torsdag er der rundvisning for folkeskoleklasser, fredag for gymnasiale klasser og lørdag er der rundvisninger for alle.

- Vi står klar til at forklare hele Danmark om teknologier og deres anvendelse – vi vil gøre vores til at Danmarks befolkning kan tage stilling til klimadebat og teknologiudvikling, forklarer Frederik Otzen Bagger, som er medarrangør af udstillingen.

Udstillingen er gjort mulig med støtte fra sponsorerne Statoil, Forskningsrådet for Natur og Univers, Danmarks Rederiforening og Frimodt-Heinicke Fonden samt med støtte fra Tivoli, Vestas, DONG Energy, Planetariet, Rockwool, AGA og Arla. Grøn Vision er forankret på Risø og drevet af elite-studerende fra DTU, som arbejder for at inspirere unge gymnasieelever til at følge en uddannelse inden for naturvidenskaben og for at sprede begejstring for den tekniske videnskab.

Kilde: Statoil

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11