23948sdkhjf

Elkedlen koger i Svendborg

Både Svendborg Fjernvarme og Sydfyns Elforsyning Net har glæde af en ny elkedel på 25 MW.

Det var en festdag i det sydfynske, da Svendborg Fjernvarme torsdag den 30. marts indviede en stor elkedel på 25 MW. Optakten for elkedlen, der er en forvokset udgave af den slags kedler, vi har hjemme i vores køkkener, har om mulig været endnu mere glædelig for fjernvarmeselskabet.
 
- Vi satte elkedlen i drift den 7. februar, den blev aktiveret en time efter og var herefter i drift i 36 timer. Vi har allerede sparet 600.000 kr. på vores gasforbrug, fortæller projektleder Dan Gjelstrup fra Svendborg Fjernvarme.

Elkedler kan tænde og slukke med kort varsel - og er derfor interessante til regulering i elsystemet, hvor der konstant skal være balance mellem produktion og forbrug.

Fra februar til den officielle indvielse har der været rift om Svendborg Fjernvarmes elkedel, der indtil nu primært er blevet brugt til at levere såkaldt specialregulering til Energinet.dk. Det er et relativt nyt markedsinstrument, hvor Tyskland beder sine nabolande om hjælp, hvis der er for meget el i deres system på grund af stærk blæst på deres mange vindmøller.
 
De tyske systemoperatører må ikke skrue ned for produktionen fra vindmøller i Tyskland, så i disse overflods-situationer betaler tyskerne for eksempel danske og polske aktører for at hjælpe. Denne hjælp kan bestå i, at Energinet.dk beder danske aktører stoppe vindmøller, skrue ned for kraftværker eller starte elforbrug eksempelvis på elkedler og varmepumper. De billigste løsninger aktiveres først.
 
– Vi er efterhånden bedre til at studere tyske vejrudsigter end meteorologerne, lyder det muntert fra Dan Gjelstrup.

Svendborg Fjernvarme, der har Energi Danmark som balanceansvarlig virksomhed til at handle for sig på de mange mulige elmarkeder herunder markedet for specialregulering, har regnet med at bruge ca. 5.000 MWh om året til at producere fjernvarme ved hjælp af elkedlen, men takket være den flotte start er det første årsmål næsten nået allerede efter en måned. Ingen ved, om tyskerne fastholder specialreguleringen, men Svendborg Fjernvarme er i hvert fald kommet godt i gang på at tjene de godt otte millioner investerede kroner hjem.
 
Også et andet sted i Svendborg er man glad for den nye elkedel. Sydfyns Elforsyning Net investerede nemlig for kort tid siden i en ny 60/10 kV transformerstation blot 250 meter fra Svendborg Fjernvarme på Bodøvej. Stationen skulle betjene en ny stor virksomhed, der ikke kom. Derfor faldt elkedlen som en slags appelsin i turbanen:
 
– Det eneste, vi skulle gøre, var at udvide koblingsanlægget og trække nogle kraftige kabler, fortæller teknisk chef Per Svendsen fra Sydfyns Elforsyning Net.
 
Med elkedlen har Sydfyns Elforsyning Net fået et større flow i sit net, hvilket er godt i forhold til den økonomiske regulering.
 
– Vi bliver målt på, hvor mange kilowatttimer, vi formidler, påpeger Per Svendsen og nævner, at kedlen også er godt placeret i nettet i forhold til udnyttelse af den megen grønne strøm, der kommer fra Langeland og Tåsinge.

Markedet for specialregulering i Vestdanmark har været stort både i vinteren 2015/16 og vinteren 2016/2017. Hvis ordningen fortsætter, understøtter det for tyske penge øget brug af elkedler, varmepumper og lagringsfaciliteter på danske kraftvarmeværker – og dermed en fortsat elektrificering af varmeforbruget.

 

Kilde: Dansk Energi

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125