23948sdkhjf

Ingeniørstuderende skal udvikle biobrændsel af roetoppe

Ingeniørhøjskolen har netop etableret et nyt laboratorium, hvor studerende og undervisere fra skolens uddannelse i bioprocesteknologi kan lave forsøg med at omdanne restprodukter fra landbruget til såkaldt 2. generations biobrændsel til biler.
- Ved at omdanne affald fra landbruget til biobrændsel til biler tager man populært sagt ikke maden ud af munden på mennesker, som man gør ved bioethanol lavet på eksempelvis korn, hvilket er en stor fordel. I det nye laboratorium vil vi blandt andet undersøge, hvordan udbyttet af ethanol fra roetoppe kan øges, siger adjunkt Stig Ravn fra Ingeniørhøjskolen.

Roetoppe er et restprodukt fra produktionen af sukkerroer og smides normalt ud efter høsten. I laboratoriet kan der også laves forsøg med at øge udbyttet af ethanol fra andre restprodukter fra landbruget, eksempelvis strå.

Kan øge udbyttet med 30 procent
Det nye laboratorium har form som en stor glasterning på 6 kvadratmeter og er etableret i samarbejde med Center for Bioenergi og Miljøteknologisk Innovation i Tjele.

Laboratoriet er et såkaldt GMO Klasse 1-laboratorium, som er godkendt til forsøg med genmodificerede gærceller. I forsøgene med biobrændsel benyttes der nemlig genmodificeret gær til at omdanne de såkaldte C5-sukre til bioethanol.

- Hidtil har udbyttet af ethanol fra roetoppe ikke været stort, fordi de eksisterende gærtyper ikke har været effektive nok, men med det genmodificerede gær er det nu muligt at øge udbyttet med 30 procent. Det giver store perspektiver, fordi 2. generations bioethanol lavet på affald fra landbruget er et samfundsmæssigt gavnligt alternativ til benzin, siger Stig Ravn.

Vil styrke uddannelser og udvikling
Det nye laboratorium skal benyttes af studerende og undervisere fra skolens uddannelse i bioprocesteknologi i forbindelse med studieprojekter og udviklingsprojekter, og dermed vil laboratoriet både styrke Ingeniørhøjskolens uddannelser og udviklingsaktiviteter. Laboratoriet er desuden unikt i sin opbygning, hvilket andre kan lade sig inspirere af.

- Laboratoriet er opbygget, så det kan passe ind i ethvert laboratoriemiljø, uden at hele laboratoriemiljøet skal klassificeres. Det er ret unikt, og derfor er virksomheder og forskningsinstitutioner velkomne til at besøge os for at få inspiration til opbygning af deres egne laboratorier, slutter Stig Ravn.

Etableringen af laboratoriet kommer i forlængelse af oprettelsen af et såkaldt enzymbibliotek på Ingeniørhøjskolen før sommerferien. Ved hjælp af enzymbiblioteket kan de studerende lave forsøg med omdannelse af kartoffelskræller, søgræs og alger til biobrændstof.

Kilde: Ingeniørhøjskolen i Århus

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.087