23948sdkhjf

Forundring over Bright Green

Om klima-håbet er lysegrønt er svært at svare på. Men på Bright Green-udstillingen i Forum i weekenden var der positive tanker, klimarigtige holdninger og en anelse undren over, at eventen var blevet til et regulært udflugtsmål for børnefamilier.
Bright Green - den største parallel-event til COP15. Eftertragtet blandt de danske energiteknologiske virksomheder og organisationer, fornemt besøgt af tre nordiske tronfølgere, en statsminister, men samtidig også en legeplads for de yngste og et udflugtsmål for børnefamilier.

Løkke, Pingo og de nordiske tronfølgere
- Klimaændringerne er alle steder - også de steder, hvor de ikke kan ses med det blotte øje, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin tale i lørdags. Samtidig udtrykte han stor stolthed og glæde over, at Danmark ligger i front, når det kommer til energiteknologi og vedvarende energi.

Han sluttede sin tale med at give udtryk for sin urokkelige tro på en politisk bindende aftale.

Inden Lars Løkke Rasmussen indtog scenen havde de tre tronfølgere kronprins Frederik, kronprins Haakon og kronprinsesse Victoria været i kløerne på journalist Adam Holm, der udover at kalde kronprins Haakon for kronprinsesse, spurgte ind til de royale ture til Svalbard og Grønland. Turene havde til formål at vise tronfølgerne konsekvenserne af klimaforandringerne.

De var alle enige om, at det havde været en stor oplevelse at møde folk, der har levet med klimaændringerne i årevis, og at se hvorledes de efterfølgende har tilpasset sig klimaændringerne.

Sund interesse & stille undren
På selve udstillingen var der blandede opfattelser af eventen, der tiltrak mange tusinde mennesker.
Hos NKT cables var der overvejende tilfredshed med de besøgende, og man oplevede en høj grad af interesse og målrettethed i de spørgsmål, de besøgende stillede.

- Det drejer sig jo også om at fornemme, hvad folk vil høre, sagde salgsdirektør hos NKT Cables i Skandinavien Sven Salwin. Han havde haft besøg af både familiefædre med børn på slæb, ngo'ere og andre energi-interesserede. Hans konklusion var, at interessen for energiteknologi - uanset hvorfra den måtte komme - er sund.

Hos Siemens, der på Bright Green havde valgt at lade vindmøllerne blive i Brande, og i stedet tage et vandrensningsanlæg med, var man overrasket over de besøgende.
- Vi var forberedt på at få besøg af ngo'ere og andre delegerede, men vi er overraskede over, at der er så mange folk fra gaden med interesse i energiteknologi, sagde Lone Andersen Cawley fra Siemens.

Også på andre stande var der stille undren over de besøgende, men som en aktør svarede på Energy Supplys spørgsmål om det var rigtigt at omdanne Bright Green til en offentlig legeplads:

- Børnene bliver jo også kunder en dag.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12