23948sdkhjf

Klare energivisioner for et helt bæredygtigt Nordjylland

I Nordjylland har man taget initiativ til at udforme et omfattende visionspapir, der skal udstikke kursen for en bæredygtig fremtid. Resultatet ligger nu klar.
Det er det regionale teknologicenter NIK-VE (Nordjysk Innovations- og Kompetencecenter for Vedvarende Energi) med base på AAU’s Institut for Energiteknik, der har udformet et visionspapir for fremtidens energi i Region Nordjylland.

Privat og offentligt samarbejde
Siden december 2008 har en tværgående arbejdsgruppe med repræsentanter fra både private og offentlige virksomheder haft fokus på fremtidens visioner, så man blandt andet kan bevæge sig fra en fossil til en ikke-fossil energiforsyning så hurtigt som muligt. NIRAS A/S har stået for projektledelsen, mens bl.a. Region Nordjylland, Energibyen Frederikshavn og samarbejdspartnere på Aalborg Universitet har deltaget i projektet.

- Med udgangspunkt i den nuværende energisituation i regionen samt anbefalingerne fra FN’s klimapanel har vi udarbejdet en række scenarier for energiforsyning og -forbrug i tiden til 2050 og helt frem til år 2100. Visionerne er udviklet i lyset af regionens styrkepositioner inden for blandt andet vedvarende energi, fjernvarme, landbrug, energiforskning og erhvervsudvikling, og omdrejningspunktet er hvornår og hvordan regionen kan blive 100 procent forsynet med vedvarende energi, siger Peter Høstgaard, der er bestyrelsesformand i NIK-VE.

Fossil-frit Nordjylland muligt i 2050
For at give et troværdigt billede af fremtidsscenarierne inddrager Visionsrapporten ikke vidtrækkende antagelser om for eksempel ny teknologi, men tager i stedet udgangspunkt i videreudvikling af kendte teknologier. Analyserne viser, at et fossil-frit Nordjylland er muligt i 2050 og et næsten bæredygtigt samfund i 2100. Udviklingsperspektiverne for vedvarende energi og biomasse er favorable, da regionens andel af fjernvarme, vindmøller og landbrug er cirka dobbelt så stor som landsgennemsnittet.

- Strategierne i Visionsrapporten er forankret i reelle forbrugs- og produktionsdata og kan ses som strategier for alle interessenter, det vil sige erhvervslivet, energiproducenter og energiforbrugere, politikere, forskere osv. Rapporten er unik, fordi den stiller skarpt både på det regionale aspekt og samtidig giver et bud på et 2100-scenarie med et fordeling mellem teknologier, der måske er lidt overraskende. Den udstikker en realiserbar vision om bæredygtighed, fossil-fri og CO2-neutral energi, og den er et værktøj for implementering af indsatser, siger Lasse Rosendahl (billedet), der er daglig leder af NIK-VE og professor på Institut for Energiteknik.

Visionsrapporten er dermed et dokument med visioner, strategier og implementeringsmåder, men rummer også en opfordring om at sprede budskabet i den almindelige befolkning.

- Målet med visionerne er at skabe en bred forståelse for de udviklingsmæssige potentialer og udfordringer, som regionen står overfor. Der er særligt fokus på udfasning af fossile brændstoffer til energiproduktion, indfasning af biomasse og en gradvis overgang til et primært el-baseret samfund, siger Peter Høstgaard.

Visionsrapporten kan downloades på www.nikve.aau.dk eller ved henvendelse til NIK-VE’s sekretariat, og den 2. marts 2010 afholdes desuden i Aalborg en konference om Visionsrapporten.

Kilde: Aalborg Universitet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093