23948sdkhjf

Generatoranlæg kører på rapsolie og leverer CO2-neutral el

ATEK og Østermose BioEnergi har udviklet et regulerkraftanlæg, der producerer CO2-neutral el og udleder mindre skadelige partikler.
Dieselolien er her erstattet med koldpresset rapsolie. Generatoranlægget vil også kunne bruges som supplerende anlæg hos kraftvarmeværker og miljøvenlige nødstrømsanlæg på hospitaler og hos andre virksomheder.

Eneste regulerkraftanlæg
Når vindmøllevingerne drejer langsomt rundt eller står helt stille, starter bl.a. diesel- eller naturgasdrevne regulérkraftanlæg for at fylde hullet i el-forsyningen og pumper dermed CO2 og partikler fra fossilt brændstof ud i atmosfæren. Sådan er det de fleste steder i Danmark, men ikke ved Ikast, hvor Østermose BioEnergi ligger. Her er man nemlig gået i luften med landets eneste regulerkraftanlæg, der kører på koldpresset rapsolie i stedet for dieselolie.

- Det er ofte vindmøllerne, som skaber ubalancen i el-nettet og dermed behovet for opregulering. Så giver det jo ikke megen mening at begynde at brænde fossile brændstoffer af for at erstatte den vedvarende energi, konstaterer Finn Grønkjær, som er direktør for Østermose BioEnergi.

Rapsolien er koldpresset og EU-godkendt til produktion af vedvarende energi, fordi rapsplanten – til forskel fra fossilt brændstof – har optaget den samme mængde CO2, som den afgiver ved forbrændingen. Med andre ord er det CO2-neutral el, som Østermose BioEnergi producerer.

- Og når rapsolien så tilmed er et restprodukt fra produktionen af foderkager, hvor 3 kg rapsfrø bliver til 2 kg foderkager og 1 kg olie, giver det hele ekstra god mening, siger Finn Grønkjær.

Dieselgeneratorerne kører på rapsolie uden problemer
De 15 dieselgeneratorer, som tilsammen kan levere 25 MW el, er kernen i projektet, for det er langtfra alle dieselgeneratorer, som kan køre på rapsolie i stedet for dieselolie uden at skulle ombygges. Men det kan dieselgeneratorerne fra FG Wilson, som ATEK har leveret.

Den største udfordring har faktisk været løsningen til at holde dieselgeneratorerne forvarmede, så de er klar til at starte på et splitsekund – samt at opvarme rapsolien til cirka 65 grader celsius, inden den pumpes ind i brændstofdyserne.

- Der har vi ligeledes valgt en CO2-neutral løsning, hvor opvarmningen kommer fra et stokerfyr, som fyrer med rapskager. Men der er intet i vejen for, at varmen kunne komme fra f.eks. et fjernvarmeanlæg, siger Finn Grønkjær og tilføjer, at dieselgeneratorerne overtager opvarmningen af rapsolien, når de er i gang.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081