Klage kan forsinke Wind Estates vindmølleprojekt
En dispensation fra kommunen til Wind Estate A/S om rejsning af fem vindmøller ved Barde Plantage vil helt sikkert medføre en klage fra IPL Holding til Naturklagenævnet.
- Det er helt sikkert, at vi vil anke en dispensation til Naturklagenævnet. Vi vil gå til det yderste for at kæmpe imod møllerne, for vi har brugt mange år på at udvikle naturen og vildtbestanden i Barde Plantage, siger direktør Johan Øllgaard, IPL Holding til avisen.
En sådan klage har opsættende virkning, hvilket betyder, at sagen kan forhales op til et år.
Direktør Erik Abraham fra Wind Estate siger ,at man er klar til at bestille møllerne og net-tilslutningen, såfremt der ikke klages, og så snart byggetilladelsen er i hus. Begge dele kan tage et årstid – og klages der over dispensationen, kan selskabet altså lægge godt et år ekstra til før byggeriet kommer i gang.