Debatindlægget er skrevet af Christian Kjær | direktør for Danmarks Vindmølleforening og Jan Hylleberg | direktør for Vindmølleindustrien.

Forløbet og resultatet af det amerikanske præsidentvalg i 2016 har hos mange fremkaldt en forstærket erkendelse af, at falske nyheder spiller en stadig større rolle for den demokratiske proces.

Falske nyheder har også præget den danske vindmølledebat de seneste mange år. Lad os blot nævne nogle eksempler, der viser både forskelligheden og spændvidden i nogle udokumenterede påstande og deres modsætningsforhold til den faktuelle viden på vindmølleområdet:

1) ”Nabohuse oplever katastrofale tab i ejendomsværdien.” Sandheden er, at en omfattende, videnskabelig undersøgelse fra Energistyrelsen har dokumenteret, at det værditab, der kan være en realitet, hvis et hus ligger tæt på en vindmølle, dækkes inden for rammerne af den eksisterende værditabsordning.

2) ”Vindmøllebekendtgørelsens krav om støjmålinger ved 6 og 8 m/s sikrer ikke borgerne mod støj udover grænseværdier.” Udsagnet bruges uanset, at en stor rapport fra Miljøstyrelsen med langt over 100 konkrete støjmålinger dokumenterer, at de danske støjregler er udformet, så man måler støjen ved de vindhastigheder, hvor støjen netop er på det højeste niveau.

3) ”Mange vindmøllenaboer er generet af ulidelige støjgener.” De eksisterende analyser dokumenterer, at kun få borgere klager over vindmøllerne, og at blot et lille mindretal af de tættestboende husstande oplever gener i væsentlig grad.

4) ”Der er negative helbredsrelaterede følgevirkninger af naboskab til vindmøller.” Sundhedsstyrelsen har vurderet adskillige forskningsrapporter fra uafhængige universiteter og afviser på det grundlag, at der er videnskabelig dokumentation for andet og mere end genevirkninger. 

Kommuner springer fra deres ansvar
Betydningen af misinformation gennem falske nyheder er stor – og stigende. Alt for ofte trumfer tro fakta, når kommunalbestyrelser nedstemmer vindmølleprojekter eller beslutter ikke at sende projekter i høring.

Denne udvikling er en demokratisk udfordring. Det er nu blevet tydeligt, at det er en skrøbelig konstruktion at tildele ansvaret for at opfylde nationale energipolitiske mål til en aktør, hvis primære tilgang til beslutningstagning er varetagelsen af lokale hensyn. For hvis kommunerne helt risikofrit kan vælge at negligere opgaven, er forudsætningerne for at oppebære myndighedsansvaret muligvis bristet.

Dette bør give stof til eftertanke, når Folketinget til efteråret skal diskutere den grønne omstilling frem mod 2030, hvor landvind er en afgørende brik. 

Det tavse flertals stemme
På et andet niveau er kommunalpolitikernes tøven over for vindmølleplanlægning også et demokratisk problem. De lokale folkevalgte handler nemlig i strid med holdningen hos det overvældende flertal, hvis de siger nej til at opstille vindmøller. Det ser bare ikke sådan ud, når man overskuer vindmølledebatten fra helikopterperspektiv. Her fylder modstanden mod vindmøllerne så at sige hele luftrummet.

Faktum er imidlertid, at vindmøllemodstanderne er i mindretal i alle landets kommuner. Endda i stort mindretal. Alle undersøgelser viser, at der er et stort flertal for at opstille vindmøller blandt lokalbefolkningen – også når respondenterne skal forholde sig til spørgsmålet om at opstille vindmøller i eget nærområde. Men tilhængerne blander sig kun sjældent i den meget følsomme vindmølledebat, fordi man nemt risikerer både ukvemsord og uvenner ved at ytre sig.

Samme tilbageholdenhed gælder ikke modstandere, der skriver masser af vrede læserbreve, ofte med udokumenterede påstande; de demonstrerer foran rådhuse og møder talstærkt op ved byrådsmøder; de sætter store bannere og skilte op i det lokalområde, hvor der planlægges vindmøller; de udnytter de sociale medier til propaganda, som opskræmmer lokale medborgere uden indsigt i de reelle forhold. Alt dette gør naturligvis et stærkt indtryk på både offentligheden og kommunalpolitikerne. 

Sagligt funderet debat er nødvendig
At vindmøllemodstanderne udnytter deres demokratiske ret til at gøre deres synspunkter gældende, skal vi være de sidste til at beklage. Men da modstanden for en stor dels vedkommende hviler på mange faktuelt forkerte informationer, vil vi til gengæld ikke tøve med at karakterisere den som det, den er: En privat særinteresse, der går imod samfundets almene interesse i at omstille energiforsyningen til bæredygtig energi til den samfundsøkonomisk lavest mulige omkostning.

Derfor er det et demokratisk problem, når indflydelsen fra vindmøllemodstanderne kommer så vidt, at lokalpolitikerne tager falske nyheder for gode varer og træffer beslutninger på grundlag heraf. Så kan man uden overdrivelse tale om, at den demokratiske debat er forvitret, og det er netop, hvad vindmølledebatten er.

Et eksempel herpå er debatten i Tønder Kommune. Her nedstemte et flertal i byrådet i marts et vindmølleprojekt med 29 vindmøller, der kunne levere strøm til cirka 75.000 husstande.

En af de to afgørende stemmer i den tætte afgørelse i kommunalbestyrelsen blev leveret af et byrådsmedlem med den begrundelse, at genevirkninger fra vindmøller i nogle tilfælde kan føre til celleforandringer hos mennesker. Et godt eksempel på, hvordan den demokratiske proces forvitrer på grund af falske nyheder.

Det er på tide, at visse kommunalpolitikere ikke tager alle udsagn i vindmølledebatten for lige gyldige.  

Kilde: Vindmølleindustrien - www.vindpower.org