23948sdkhjf

AffaldVarme og kunderne samarbejder om at spare

Beboere på Langøvænget i Tilst er netop blevet tilbudt et samarbejde med AffaldVarme Århus. Beboerne og selskabet skal få mere ud af fjernvarmen.
Som led i kommunens klimastrategi høster AffaldVarme Århus positive erfaringer med kundekontakt om at udnytte energien bedst muligt i ledningsnet og bestående byggeri.

Beboerne på Langøvænget i Tilst mødte talstærk frem, da AffaldVarme Århus indbød til et samarbejdsprojekt om at få mere ud af fjernvarmen. Alle har nu sagt ja tak til en gennemgang af deres varmeinstallation, inden AffaldVarme Århus sætter gang i renovering og energioptimering i ledningsnettet ude i vejen.

AffaldVarme Århus vil inddrage erfaringerne med beboerkontakten fra Langøvænget i fremtidens kundekontakt, når renoveringer af ledningsnettet står for døren.

- Det er vigtigt, at vi i forvaltningen er rede til at lytte til erfaringer og gode råd fra borgerne. Og dette er et godt eksempel på, at begge parter får et positivt resultat ud af det, siger rådmanden for Teknik og Miljø, Laura Hay.

Mens fjernvarmefolkene sørger for at energioptimere i ledningsnettet, inden varmen kommer til kunden, hjælper energirådgivere kunderne med at få mest muligt ud af varmen, efter at den er kommet ind i bygningerne.

Fokus på energieffektivisering
AffaldVarme Århus har i øjeblikket fokus på energieffektivisering i ledningsnettet ved at sænke fremløbstemperaturen ud til kunden. Først skal ledningsnettet renoveres – siden kan temperaturen sænkes. Spørgsmålet er da, hvor langt man kan gå ned, uden at det går ud over kundens komfort. Spørgsmålet er også, om kunden kan motiveres til at investere i energiforbedringer. For jo mindre varme kunden har brug for, jo mindre kan fremløbs-temperaturen være.

AffaldVarme Århus indbød derfor beboere på Langøvænget 1-15 i Tilst til et samarbejds-projekt om energioptimering i ledningsnet, boliger og fjernvarmeinstallationer. Her kommer Fjernvarmens Serviceordning og tilskudsmuligheder fra AffaldVarme Århus ind i billedet. Tilst-beboerne får i forvejen stor inspiration til at sænke energiforbruget, da de er naboer til nogle energiforbedrede protohuse med stor offentlig bevågenhed på Langøvænget. Samtidig er renovering af ledningsnettet i vejen nært forestående.

Beboernes positive opbakning til at benytte Fjernvarmens Serviceordning giver udsigt til, at varmetabet i fjernvarmeledningsnettet kan mindskes. Det baner vejen for, at fremløbs-temperaturen kan sænkes.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11