23948sdkhjf

Et væld af muligheder i Polen

Klumme: Den polske energi- og miljøsektor står over for gigantiske investeringer frem til 2030 på op til 100 mia euro! Dette skaber et væld af nye muligheder for bl.a. danske virksomheder som både direkte leverandører, underleverandører og rådgivere.
af sektorekspert Allan E. Mortensen, Danmarks Eksportråd, Polen.

Mulighederne er allerede til at føle på fra 2010, men også de følgende år er særdeles interessante for danske virksomheder inden for både miljø- og energiprojekter, og der er i høj grad brug for udenlandske virksomheders ekspertise, hvis Polen skal kunne leve op til mange krav, som både markedskræfterne, forbrugerne og ikke mindst EU-direktiver stiller Polen overfor i disse år.

De polske investeringer inden for energisektoren bliver gennemført på fire områder:

1. Vedvarende energikilder (især vind, vandkraft, biogas, og biomasse herunder affald).
2. Traditionelle energikilder (herunder kul- og gasfyrede værker).
3. Atomkraft (Polen har ikke atomkraft p.t. men planlægger dette frem mod 2025).
4. Investeringer i energieffektivitet (vedrører både energiproduktionen og -distributionen samt anvendelsen af energi i industrien og blandt private forbrugere).

Polen har sammen med alle andre EU-lande forpligtet sig til at leve op til 3x20-målene vedr. CO2.-udledning, vedvarende energikilder, energieffektivitet samt bio-fuels i transportsektoren. Dette har tydelig indflydelse på alle de fire ovennævnte områder.

De ambitiøse polske planer
Polen har netop udarbejdet en ny såkaldt ”Energy Policy 2030” samt et regeringsprogram ”Poland 2030”, der bl.a. lægger vægt på udviklingen af vedvarende energikilder (målet er 15% vedvarende energi i energimixet), den traditionelle energisektor men med renere teknologier samt øget energieffektivitet. På sigt også udvikling af atomenergi. På miljøsiden har Polen netop offentliggjort sin ”Ecology Policy”.

Alle disse planer er udarbejdet og offentliggjort i 2009. Scenen er dermed sat til omfattende opgraderinger, moderniseringer samt opbygning af ny kapacitet og indførelse af ny teknologi frem til 2030.

Finansiering
Med baggrund i de polske regeringsplaner er der således konkrete investeringer på vej, men hvad med finansieringen? Der er massive midler til rådighed i Polen frem til i første omgang 2013. Polen er nemlig den største modtager af EU-strukturfondsmidler med 27,9 mia euro blot til området Infrastruktur og Miljø – herunder opbygning af en betydelig kapacitet inden for vedvarende energi – især vindenergi, biogas og anvendelse af biomasse.

Ud over EU-støttemidlerne, der kanaliseres til både nationale og regionale projekter, bevilger den polske ”National Fund for Environmental Protection and Water Management” lavtforrentede lån til især miljørelaterede projekter.

Polen har i 2009 igangsat en omfattende privatiseringsproces af den omkring 70% statsejede energisektor, og regeringsplanerne indeholder op mod en fordobling af energiproduktionskapaciteten fra 35.000 MW til 53.000 MW frem til 2030 med planlagte investeringer på omkring 48 mia EUR.

Konkurrencesituationen
Konkurrencemæssigt, og her vender vi et øjeblik tilbage til spørgsmålet om teknologi til de polske investeringer, er Polen generelt netto-importør af clean-tech-løsninger fra især en række europæiske lande – herunder Danmark. Dette gør sig bl.a. gældende på områderne: vindenergi, biomasse, biogas samt på en lang række miljø-teknologier herunder vand- og spildevandsteknologier. Samarbejdsmulighederne er mange, da Polen grundlæggende besidder en solid ingeniørkapacitet samt en betydelig gruppe underleverandør-virksomheder – bl.a. i kraft af det store hjemmemarked til den 38 millioner mennesker store befolkning.

Rammebetingelserne
Polen arbejder målbevidst om end meget omhyggeligt med at bringe stabilitet i rammebetingelser for især vedvarende energi. For maksimalt at fremme udbygningen af vedvarende energi er der indført et certifikat-system, der muliggør handel med såkaldte ”certificates of origin”. Dette øger stabiliteten og forudsigeligheden i de polske rammebetingelser. Tiltag inden for energieffektivitet støttes via nationale programmer, der har sigte på især byggemassen i både eksisterende og nyt byggeri landet over. På miljøområdet følger Polen gældende EU-regler og arbejder løbende på implementeringen heraf.

De store muligheder - kort sagt!
Vækstmulighederne er derfor massive, og investeringer vil komme igennem løbende – først frem mod 2013, og siden 2020 og frem mod 2030. På miljøområdet driver implementeringen af EU-direktiver løbende gennemførelsen af projekter, hvor danske teknologi- og rådgivningsvirksomheder kan spille en vigtig rolle. Polen er den største modtager af EU-strukturfondsmidler med 27,9 mia euro til rådighed alene inden for infrastruktur- og miljøområdet.

Inden for energisektoren arbejder den polske regering aktivt på at indføre en række vedvarende energikilder samt renere teknologier i den traditionelle energisektor, da Polen skal udbygge energiproduktionsapparatet, hvis der skal kunne leveres strøm og varme til både industri og husholdninger også i fremtiden. Og al den teknologi skal være grønnere og renere – der er ingen vej udenom!

For yderligere oplysninger om specifikke sektorer og projekter, kontakt venligst Ambassadens handelsafdeling:

Allan E. Mortensen, Sektorekspert
tlf: +48 22 565 29 18
e-mail: allmor@um.dk

Kilde: Danmarks Eksportråd, sektorekspert Allan E. Mortensen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078