23948sdkhjf

Fjernvarmebranchen har muligheden for et sandt eventyr

Klumme: Danmark er blandt verdens førende fjernvarmelande. Det er her i landet udviklingen sker, og det her i landet, vi har det formentlig mest avancerede hjemmemarked at prøve tingene af på. Det skal udnyttes meget bedre, end vi gør i dag.
Af Jørgen G. Jørgensen, direktør Dansk Fjernvarme.

Faktisk er fjernvarmens fantastiske udvikling i Danmark en historie på trods – og ikke på grund af. For udviklingen er sket ukoordineret, på baggrund af enkeltpersoners evner og ideer, og uden der er skabt nogen formel institution, der samler trådene og skubber på med forskning og udvikling.

Derfor er det utroligt, at fjernvarmebranchen står for en omsætning i størrelsesordenen 16-17 milliarder kroner årligt, hvor af en fjerdedel går til eksport. Branchen beskæftiger omkring 9000. Danmark er blandt de førende indenfor den teknologi, der for alvor kan mindske verdens overforbrug af fossile brændsler og deraf følgende udledning af CO2 og andre skadelige stoffer. Derfor er det tankevækkende, at vi ikke har haft fokus på at skabe nogle flere ”fjernvarme-professorer”. Men det har vi altså ikke.

Før branchen i september 2009 mødtes på Munkebjerg Hotel i Vejle, var der ikke noget koordineret samarbejde til alles bedste – overhovedet.

Mødet i Vejle blev fødslen for Fjernvarmens Udviklingscenter, som holder generalforsamling den 2. marts, hvor alle fra branchen er velkomne.

Fjernvarmens Udviklingscenter har allerede har markeret sig med blandt andet at planlægge en sommerskole for nogle af de fremmeste studerende indenfor energi. Studerende, som ønsker at fordybe sig i netop fjernvarme for at forstå mulighederne og potentialet i varmt vand i rør; det bedste distributionssystem til energi.

Fjernvarme kan det, som ingen alternativer kan. Fjernvarme kan regulere op og ned, når de andre energiformer har behov. Et faktum som energipolitikere og også den nye klima- og energiminister Lykke Friis har taget med i planerne for de kommende års energi-arbejde.

For der er behov for at have et system, der kan optage overskudsproduktion fra den voksende andel af vindmøllestrøm, og som kan absorbere spildvarme og solenergi i stor skala, så den kan bruges til at fortrænge fossile brændsler.

Fjernvarmen kan løse disse barrierer. Ikke overalt i landet, for det vil ikke kunne hænge sammen samfundsøkonomisk. Men betydeligt længere ud, end vi gør det allerede, hvor 62 procent af de danske husstande har fjernvarme.

Det er netop her, at eventyrpotentialet er gemt. Fjernvarme er ikke ny dims, der skal revolutionere verden fra ende til anden. Det er teknologien, alle de revolutionerende dimser har behov for at kunne læne sig op ad. En rygrad i energisammenhæng.

Selv med fjernvarmeløsninger på et ældre teknologisk stade end det danske, vil man kunne opnå enorme energigevinster i de fleste andre lande, hvor store mængder energi går til spilde.

Energien producerer de, men de spilder væsentlige fjernvarmegevinster i kampen mod de fossile brændsler. Overskudsvarme bliver kølet bort og olie og kul bliver brugt til at producere varme i et omfang, vi nærmest har glemt her hjemme nogensinde at have kendt til.

Forskning og udvikling er vejen frem mod eventyret, som kan – og bør skaffe adskillige danske arbejdspladser. Vi har virkelig noget at tilbyde den undrende omverden, hvis vi altså vil det.

Kilde: Dansk Fjernvarme

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11